De Konservative flirter med resultatkontrakter

Det mener de Konservatives fungerende børne- og undervisningsordfører Vivi Kier (K), der torsdag aften sidder ved forhandlingsbordet om fremtidens folkeskole. Hun pointerer overfor Berlingske Nyhedsbureau, at der er tale om et stort ønske fra de Konservatives side - ikke et ultimativt krav.

»Det er vigtigt, at skolelederen bliver chefen, der sikrer, at der opnås et fagligt løft for hvert år i folkeskolen. For det er der i dén grad brug for. Det er alle partierne enige om. En måde at gøre det på er via resultatkontrakter, som vi (de Konservative, red.) går meget ind for,« siger Vivi Kier, der vurderer, at »det generelt går langsomt fremad i forhandlingerne«.

»Min umiddelbare skøn er, at vi ikke bliver færdige med forhandlingerne på denne side af weekenden,« tilføjer den konservative ordfører.

Ifølge Vivi Kier er den største knast set med konservative øjne allerede væk - de såkaldte aktivitetstimer.

De blev i efteråret præsenteret som et nybrud i det danske skolesystem af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som ønskede at udvide den ugentlige skoletid med fem til ni aktivitetstimer, som skulle kombinere leg, læring og bevægelse.

Men for at få skred i de fastlåste forhandlinger om folkeskolereformen trak regeringen for nylig forslaget om aktivitetstimer tilbage.

Folkeskoleforhandlingerne fortsætter torsdag aften og fra fredag morgen klokken 09.30.

Dagens Gossip

Dagens TV