De Konservative står til kommunalt blodbad

De Konservatives store nedtur fortsætter ufortrødent. Sidste folketingsvalg var et sandt blodbad og gjorde partiet til det mindste på Christiansborg.

Nu ser blodbadet ud til at fortsætte ude i kommunerne, hvor partiets byrådsmedlemmer i stor stil skal vinke farvel til kommunalpolitik.

Når der til efteråret er kommunalvalg vil partiet kun opnå 5,2 procent af stemmerne. Det betyder en halvvering i antallet af byrådsmedlemmer. Det viser en ny prognose for det kommende kommunalvalg, som professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har lavet for Altinget.dk.

De Konservative opnåede ved seneste kommunalvalg 11 procent af stemmerne og 12 borgmesterposter.

De Konservative byrødder køber dog ikke prognosen.

- Risbjergs prognoser baserer sig hovedsageligt på landsmålingerne. Men vælgerne adskiller lokalpolitik og landspolitik. Vi har nogle stærke borgmesterkommuner og rådmænd, der markerer sig godt. Der, hvor vi er synlige, kan vi fravige landstendensen, men der, hvor vi er knap så synlige, vil vi blive ramt af den, siger Søren Pape Poulsen (K), borgmester i Viborg, til Altinget.dk.

- På landsplan er vi presset. På Christiansborg har vi ikke været gode nok til at formidle vores politik. Men på kommunalt plan er jeg overbevist om, at vi står stærkere, så jeg tror ikke på, at vi får så dårligt et valg, som prognosen spår. Vores store prøve bliver kommunalvalget, hvor vi får et praj om, hvor vi reelt ligger henne, siger Morten Slotved (K), der er borgmester i Hørsholm.

Ved folketingsvalget i 2011 fik De Konservative blot 4,9 procent af stemmerne. Det betød, at partiet mistede ti mandater og i dag er nede på otte.

Kilde: Altinget.dk

 

Dagens Gossip