De mindste børn er også med på den digitale bølge

Digitale medier er blevet en uundværlig del af hjem med små børn, viser en undersøgelse YouGov har lavet blandt forældre til børn i dagtilbud for Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum.

91 procent af børn i dagtilbud bruger tablet, smartphone, computer eller spillekonsol inden for hjemmets fire vægge, og næsten halvdelen gør det dagligt, mens hele 78 procent af de 0-2-årige bruger digitale medier derhjemme, viser undersøgelsen.

Stine Liv Johansen, der er adjunkt og forsker i børns leg med digitale medier ved Aarhus Universitet, forklarer, at udviklingen for alvor tog fart med introduktionen af tablets, som gjorde det langt nemmere og mere intuitivt for mindre børn at bruge digitale medier. Undersøgelsen viser også, at tablets er det klart mest brugte af de fire medier, der er spurgt til i undersøgelsen, da 76 procent bruger tablet, mens 50 procent bruger smartphone, 40 procent computer og 33 procent spilkonsol.

»De digitale medier kan det særlige, at man kan lege med dem, og de kan fungere som legeredskaber i sig selv. Det gælder for en computer, men det er først for alvor med fremkomsten af trykmedier som tablets, at også de små børn er kommet med. Der er sket en fuldstændig eksplosiv udvikling de sidste tre år. Der er ingen tvivl om, at digitale medier i dag er en uomgængelig forudsætning for børns leg,« siger Stine Liv Johansen, der ikke mener, at udviklingen bør bekymre forældre.

»Sådan har det været, lige siden man begyndte at omtale børn som noget særligt. Fra første gang man så børn som børn, har man været bekymret for deres medier. Tegneserier, film og mange andre ting har været genstand for en debat, som kommer omkring nye medier. Det gælder også i forhold til digitale medier,« siger hun.

I undersøgelsen svarer 76 procent af forældrene, at deres barn også bruger de digitale medier til læringsspil, og selv for de mindste børn i alderen nul til to år benytter 69 procent læringsspil.

Videncenterleder Thomas Illum Hansen påpeger, at læringsspil kan være udmærkede, men forældrene skal ikke forvente mirakler af dem i forhold til deres børns læring.

»For de lidt ældre børn er der nogle spil, som tilbyder en mere kreativ og udfordrende tilgang, men i førskolealderen er læringsspil typisk baseret på gentagelser og simpel opgaveløsning. Derfor får de en begrænset rækkevidde, og det er vigtigt, at forældre ikke presser deres børn til at bruge spillene mere, end børnene synes er sjovt. Så risikerer vi, at de bliver skoletrætte, inden de begynder i skole,« siger Thomas Illum Hansen.

46 procent af de adspurgte forældre har sat tidsgrænser for børnenes brug af digitale medier, mens 34 procent har regler for, hvad børnene må bruge de digitale medier til.

Stine Liv Johansen mener, at forældre skal være opmærksomme på at sætte grænser, men hun advarer for eksempel mod en kort tidsbegrænsning.

»Æggeure er noget, som fanden har skabt. Det med, at man maksimalt må spille x antal minutter er den sikre vej til dumme spil. Hvis man vil spille noget, som virkelig batter og udvikler gode legerelationer og samarbejdsrelationer, så tager det tid. Det gælder jo alt, som man laver. Så hellere vælge nogle færre dage, hvor de kan få lov at fordybe sig i det,« siger Stine Liv Johansen til Momentum.

Dagens Gossip