De Niro forsvarer kontroversiel film

Skrevet af admin

26/03/2016

Mest læste i dag

Det kan godt være, at Robert De Niro er begyndt at lave flere uskadelige komedier i sin karrieres efterår. Men "Taxi Driver"-ikonet kan stadig skabe røre i andedammen.

Den 72-årige skuespiller er nemlig kommet i modvind, efter at han har insisteret på at vise en omstridt dokumentar, der sammenkæder børnevacciner med autisme på Tribeca Film Festival, som han selv har grundlagt. Det skriver The Huffington Post.

"Vaxxed: From Cover-Up to Catastrophe" er instrueret af lægen Andrew Wakefield, der beskylder de amerikanske sundhedsmyndigheder for at skjule et stigende antal autismediagnoser, der ifølge Wakefield skyldes vaccinerne.

Bevisbyrden er dog imod den kontroversielle læge, da en lang række studier har konkluderet, at vaccinerne overordnet set er sikre. Kritikerne mener derfor, at filmen kan skade børn, hvis forældrene vælger ikke at vaccinere dem.

På filmfestivalens officielle Facebook-profil skriver Robert De Niro dog i en udtalelse, at han ikke vælger side, men at han ønsker at skabe debat.

- Grace (De Niros kone, red.) og jeg har et barn med autisme, og vi mener, at det er nødvendigt, at alle problematikker omkring autismes årsager bliver diskuteret og undersøgt åbent.

- Jeg har aldrig bedt om, at en film blev vist, og jeg har aldrig involveret mig i programlægningen. men det er et meget personligt emne for mig og min familie, og jeg vil have at vi tager diskussionen, hvilket er grunden til, at vi viser "Vaxxed", slår De Niro fast.

/ritzau/FOKUS