De opdagede cellernes postsystem

»Jeg er så glad for, at de har fået Nobelprisen. Det er klassisk cellebiologi, som ofte overses. Og det er en opdagelse, der har enorm betydning - der er nærmest uendelige praktiske anvendelsesmuligheder,« siger Marja Jäättelä, professor ved Københavns Universitet og leder af afdelingen for Celledød og Metabolisme i Kræftens Bekæmpelse.

James Rothman, Randy Schekman og Thomas Südhof, to amerikanere og en tysker, har opdaget hver deres elementer i cellernes transportsystem.

»Proteiner som insulin kan ikke selv bare flyde rundt i cellen, til de rammer noget tilfældigt. De transporteres i små beholdere, vesikler, som kender adressen på modtageren af det stof, som de indeholder. De bærer som små postbude rundt på stoffer og afleverer dem inde i cellen eller til membranen, hvis de skal ud af cellen,« siger Jäättelä, hvis forskningsenhed i Kræftens Bekæmpelse arbejder på at udnytte en svaghed i kræftcellernes interne affaldssystem, som fungerer anderledes end i almindelige celler. Stoffer transporteres hen til affaldssystemet med de vesikler, som årets nobelpristagere har beskrevet.

Vesikelsystemet kan have afgørende effekt på kroppen. Når vesikler i nervecellernes synapser holder op med at virke optimalt, kan det hæmme afsendelse og optagelse af signalstoffer, så vi får demens, alzheimer eller andre neurologiske lidelser.

Hvis vesiklerne i muskelceller holder op med at optage insulin, får vi diabetes. Hvis de holder op med at reagere eller begynder at overreagere, kan vi få immunsygdomme.

»Det er svært at forestille sig et cellebiologisk forskningsområde, som ikke på en eller anden måde har med dette her at gøre,« siger Jäättelä. 

Rancy Schekman, født i 1948 in Minnesota, brugte gær som modelorganisme for forskning i vesikeltransporten. I 70erne opdagede han nogle gener, der var nødvendige for at styre trafikken af vesikler. Gær, der manglede disse gener, havde vesikler, der fungerede som et virkelig dårligt postsystem.

James Rothman, født i 1950 i Massachusetts og uddannet fra Harvard, forskede i 1980erne i transport af store proteiner i cellerne. Han opdagede protein-mekanismen, der som en lynlås lader vesiklerne smelte sammen med de rette modtagere og overføre deres fragt. Denne mekanisme, som Rothman opdagede hos pattedyr i 80erne, viste sig også at findes i Schekmans gærceller.

Thomas Südhof er født i 1955 i Göttingen i Tyskland og uddannet samme sted, men har forsket i USA. Han afdækkede de signalstoffer i nervecellerne, neurotransmittere, der fortæller vesiklerne, hvor og hvornår de skal frigive deres last.

Så hvis Schekman lagde infrastrukturen, og Rothman skrev adressebogen, sørgede Südhof for at få timingen på plads i kroppens indre post-system.

Dagens Gossip