De Radikale: Danmark skal med i fordeling af flygtninge

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

De Radikales opfordringen til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er klar. Danmark bør gå med i den plan om en obligatorisk fordeling af i alt 160.000 flygtninge, som EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, onsdag fremlagde.

Det siger De Radikales integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen:

- Det er rigtigt gode forslag fra kommissionen. Det går jeg ud fra, at den danske regering vil gå aktivt og konstruktivt ind i. Vi skal være med i det samarbejdet, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun mener ikke, at det danske retsforbehold forhindre dansk deltagelse i en fælles europæiske løsning.

- Vi kan sagtens være med. Det har ikke været nok fremme, at det her handler om Dublin-forordningen, som vi allerede er med i. Det kan vi aftale os frem til at fortsætte med at være med i, siger Sofie Carsten Nielsen.

Spørgsmål: De øst- og centraleuropæiske lande frygter, at endnu flere vil søge mod Europa, når man åbner for kvotefordeling. Hvad siger du til det?

- Det er åbenlyst, at udfordringen er der. Vi kan ikke stoppe flygtningestrømmen ved at sætte pigtråd op ved vores grænser. Vi er nødt til at behandle folk ordentligt, at få styr på regeristreringen og sendt dem tilbage, som ikke har krav på asyl.

- Jeg tror ikke, at vi skal regne med, at strømmene af mennesker stopper foreløbigt. Det er den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Så meget desto vigtigere er det, at vi får en fællesløsning med styr på registreringen, siger Sofie Carsten Nielsen.

Spørgsmål: Er der efter din opfattelse en grænse for, hvor mange flygtninge Europa skal tage i mod?

- Jamen selvfølgelig kan Europa ikke huse alle verdens elendigheder, men vi skal også huske at sætte tingene i perspektiv. Det er stadig en meget lille del, der når frem til Europa.

- Der sidder 1,5 millioner flygtninge i Libanon. Derfor er det også vigtigt, at vi yder en bistand der og hjælper i nærområderne, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/