De radikale laver rokade blandt ordførerne

En række ordførerskaber skifter hænder, og ifølge gruppeformand Sofie Carsten Nielsen (R) handler det om nye udfordringer til enkelte af folketingsmedlemmerne.

»Regeringsrokaden i august var en anledning til at vi kiggede på vores ordførerskaber og rystede posen. Det er blevet til en lille rokade. Vi laver hovedsageligt rokaden for at give nogle medlemmer nye udfordringer. Vi har ikke været utilfredse med ordførerskaberne, som de hidtil har ligget, men gennem rokaden kunne vi opfylde forskellige medlemmers ønsker,« siger hun.

Rokaden betyder, at Zenia Stampe (R) overlader udlændingeområdet til Marlene Borst Hansen (R) mod til gengæld at blive socialordfører. Marlene Borst Hansen sender samtidig ligestillingsområdet videre til Liv Holm Andersen (R), der altså afgiver socialområdet.

Zenia Stampe, der for nylig kom i modvind efter udtalelser om Danmarks indsats i Afghanistan, bliver siddende som forsvarsordfører. Hun ser frem til at tage fat på socialområdet, som bliver et vigtigt punkt på regeringens politiske dagsorden de kommende år.

»Socialpolitikken bliver især efter lanceringen af de sociale 2020-mål et fokusområde for regeringen. Jeg glæder mig til at gøre mit for at løfte den helt centrale debat om, hvordan vi skaber lige muligheder for alle,« udtaler Zenia Stampe.

Marlene Borst Hansen er i forvejen partiets kommunal-, kultur og idrætsordfører. Med udlændingeområdet ser hun frem til at kunne tage del i vigtige værdidebatter på partiets vegne.

»Det er et område, hvor nogle af landets vigtigste værdidebatter bliver udkæmpet. Det gælder debatter omkring synet på vore medmennesker og holdningen til at tage ansvar for hinanden. Jeg får mulighed for at udtrykke nogle kerneradikale værdier på et område, der ofte kalder på store følelser, men som grundlæggende har brug for seriøs og saglig politikudvikling og debat som alle andre områder,« lyder det fra Marlene Borst Hansen.

Tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) bliver også berørt af rokaden - han overtager it-ordførerskabet fra Andreas Steenberg (R).

Dagens Gossip