De Radikale: Regeringen gør det svært for flygtninge

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

Regeringens nye asylstramninger gør det svært for flygtninge at integrere sig.

Det er meldingen fra Sofie Carsten Nielsen, integrationsordfører for De Radikale, forud for tredjebehandlingen onsdag i Folketinget af asylstramningerne, som træder i kraft 1. september.

- Det handler om at gøre det sværest muligt for mennesker, der i forvejen kommer fra rigtige svære forhold, at få en mulighed for at blive en del af det danske samfund, siger Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

En rundringning foretaget af Ritzau til 12 kommuner viser, at kommunerne er bekymrede for at blive tvunget til at bygge barakker og pavilloner til flygtninge på grund af stramningerne. Det risikerer at skade integrationen, lyder det fra flere borgmestre.

Otte kommuner vurderer, at det bliver sværere at finde permanente boliger, når enlige går fra at have modtaget knap 11.000 kroner om måneden før skat til knap 6000 kroner, og ægtepar med børn skal klare sig for 16.600 mod 29.000 kroner.

- Det viser det, vi sagde fra starten med det her lovforslag. Regeringen kalder det en integrationsydelse, men det er det modsatte, nemlig en marginaliseringsydelse, siger Sofie Carsten Nielsen og tilføjer:

- Så er ringen sluttet. Først siger regeringen, at det er for dårligt, at flygtninge ikke integrerer sig, så sætter man ydelsen ned, og så siger man igen, at det er for dårligt, at flygtninge ikke integrerer sig. Det er en hån at kalde det en integrationsydelse.

Spørgsmål: Hvad kommer der til at ske efter 1. september, når stramningerne træder i kraft?

- Jeg vil nødig dramatisere mere end højst nødvendigt, for det vil være uværdigt over for de mennesker, der bliver ramt.

- Jeg håber, at kommunerne kan finde nogle værdige boligforhold, som kan finansieres, men jeg frygter, at der bliver tale om barakbyer, om isolation af flygtninge. Det bidrager ikke til integrationen.

- Jeg frygter også, uden at dramatisere, at vi ser flygtninge, som prøver at skrabe penge sammen på alle de måder, de nu kan.

- Altså under uværdige forhold, og så skal vi forholde os til det også. Men de skal jo kunne leve og forsørge deres børn, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/