De Radikale suger vælgere til sig

Skrevet af admin

01/03/2014

Mest læste i dag

Mens Socialdemokraterne igen falder tilbage, så stråler De Radikale i en ny meningsmåling fra Greens i Børsen.

Partiet går frem til 10,4 procent fra 6,7 procent i den foregående måling.

De Radikale har kun en gang tidligere haft så stor en opbakning i økonomiminister Margrethe Vestagers tid som formand.

Ved valget i september 2011 fik partiet 9,5 procent af stemmerne.

SF's farvel til regeringen kan være forklaringen på den store fremgang, mener Rune Stubager, professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

- Det kan være borgerlige vælgere, der tænker, at når nu regeringen er sluppet af med SF, så kan den komme til at føre en politik, der i højere grad appellerer til dem, siger han til Børsen.

En del af tilstrømningen kan også skyldes Dansk Folkepartis succes i diverse målingsmålinger, mener han.

Nogle vælgere kan være så bekymrede over DF's fremgang, at de frem for at blive i blå blok hopper over til De Radikale for at afbalancere de politiskes fløjes vægtskål.

Næstformand i den radikale folketingsgruppe, Andreas Steenberg, ser fremgangen som en belønning for, at der ikke er slinger i partiets økonomiske politik og krav om reformer.

- Vi har holdt fokus på at skabe politiske resultater og fortælle, hvad vi har fået igennem, og hvad vi gerne vil, siger han til Børsen.

I målingen fra Greens falder Socialdemokraterne til 19,3 fra 20,1 procent i januar. Dansk Folkeparti står til 19,4 procent og overgås dermed kun af Venstre med 26,8.

/ritzau/