De Radikale trækker i ny retning om boligskat

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

De Radikale har længe efterlyst en afskaffelse af boligskattestoppet. Men nu trækker partiet i en ny retning, skriver Jyllands-Posten.

Den radikale leder Morten Østergaard vil samtidig lette den udskældte grundskyld, som i dag kan stige op til syv procent om året.

Her er De Radikale parat til at lade boligejerne slippe med en lavere regning. For ifølge partiet bør grundskylden fremover ikke stige mere end lønudviklingen. Grundskylden skal dermed kun øges med cirka to procent årligt, når en bolig stiger i værdi.

- Så i stedet for i dag, hvor man kan opleve, at grundskylden kan stige med op til syv procent, vil man med vores forslag opleve, at den aldrig kan stige mere, end din løncheck gør, siger Morten Østergaard til Jyllands-Posten.

Den foreslåede rabat skal skabe "øget tryghed" for boligejerne.

- I min tid som skatteminister fik jeg mange henvendelser fra folk. Og det er altså svært at forklare sig over for en pensionist, som sidder i et hus, hvor grundskylden stiger med syv procent, selvom huset er faldet i værdi - fordi der er et efterslæb. Den situation vil man aldrig komme i med vores forslag. For så vil grundskylden aldrig stige mere end pensionen, siger han.

Ifølge partiets model skal grundskylden samtidig falde, hvis lønnen falder, eller huset mister værdi.

Og selv om De Radikale går til valg på en samlet omlægning af boligskatterne, der fra 2020 skal ophæve skattestoppet på ejendomsværdierne for at sænke indkomstskatten, så åbner Morten Østergaard for at justere grundskylden ned allerede inden 2020, hvis andre partier vil være med, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/