De Radikale: Venstres asylnej er småligt og usolidarisk

Skrevet af admin

11/09/2015

Mest læste i dag

Venstre-regeringen skyder sig selv i foden med sin blanke afvisning af at bidrage til EU's fælles løsning med omfordeling af 160.000 asylansøgere mellem landene, mener De Radikale.

Flere lande - også lande med forbehold i stil med det danske - har budt ind og tilbudt at tage nogle af de mange asylansøgere.

Men Venstre vil ikke tage så meget som en enkelt person, og det er usolidarisk, mener De Radikales næstformand i folketingsgruppen, Sofie Carsten Nielsen.

- Ud over, at det er et ekstremt småligt og usolidarisk signal, er det også det største skud i egen fod, jeg har oplevet, siger hun.

- Vi stiller os et sted, hvor ingen af de andre lande står. Selv lande med forbehold har meldt ind, at man gerne vil være med til at løfte byrden, og så melder man nul ind.

- Hvordan har man tænkt sig en europæisk løsning, hvis man vil have, at det bare er de andre, der skal løse det, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, at en europæisk løsning var den rigtige løsning. Og vi kunne jo bare have meldt ind, at vi var parate til at tage nogen. Nu melder vi nul ind, og det er jo at lægge opgaven over på de andres bord, mener Sofie Carsten Nielsen.

Signalet om, at Danmark ikke vil modtage nogle af de 160.000 asylansøgere, blev givet af integrationsminister Inger Støjberg (V) fredag.

- Jeg tror, man må sige, at der allerede foregår en uformel omfordeling af asylansøgere i Europa. Men vi bliver ikke en del af fordelingen af de 160.000 asylansøgere. Vi ligger allerede meget højt, siger hun og henviser til Danmarks retsforbehold i EU.

- Det er rigtigt, at vi godt kunne gå ind og tage en del af de 160.000, men det ser jeg simpelthen ingen anledning til, siger integrationsministeren.

/ritzau/