De rigeste sidder på 35 procent af Danmarks formue

Skrevet af admin

27/01/2016

Dagens topnyheder

Med nye tal fra Danmarks Statistik i hånden har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, for første gang kunnet udregne, hvor meget af den samlede formue danskere med den højeste indkomst sidder på.

Udregningen viser, at de ti procent af danskerne, der har den højeste indkomst, har formuer, som svarer til de nederste 70 procent tilsammen.

- Det er første gang, at vi har så detaljerede tal for formuerne i Danmark. Vi har kunnet bruge tallene til at opdele formuerne i forhold til indkomsterne.

- Der ser vi, at formuerne faktisk er endnu mere skævt fordelt end indkomsterne, siger analysechef i AE Jonas Schytz Juul.

Udregningen fra AE viser, at de ti procent af danskerne, der har den højeste indkomst, sidder på 35,3 procent af de samlede bruttoformuer - ikke fratrukket gæld - i Danmark. Til sammenligning sidder de nederste ti procent på blot 2,7 procent af de samlede formuer.

Generelt er formuerne groft sagt fordelt med en tredjedel til de 70 procent med de laveste indkomster og to tredjedele til de 30 procent, der tjener mest. Og skiller man de øverste ti procent ud, sidder de altså alene på en tredjedel.

- Vi har set en stigende indkomstulighed i Danmark, og nu ser vi så samtidig, at formuerne er endnu mere skævt fordelt. Derfor mener vi, at man skal passe på. For uligheden er større, end man lige går og tror, siger Jonas Schytz Juul.

AE, en tænketank stiftet af fagforeningerne, advarer om, at ulighed kan være hæmmende for den økonomiske vækst.

- Det er hæmmende for den sociale mobilitet, og det går ud over sammenhængskraften i landet. Hvis vi har meget lidt til fælles, så går det ud over den fællesskabsfølelse, hele vores samfund bygger på, siger Jonas Schytz Juul.

/ritzau/