De sidste 10 tiltalte i kæmpe hashsag er dømt skyldige

Med yderligere 10 dømte er Københavns Byret fredag eftermiddag nået til vejs ende i det, der kaldes Danmarks største hashsag.

I alt 76 personer var tiltalt i sagskomplekset, som har været delt op i seks sager om organiseret hashsalg på Christianias Pusher Street. Alle 76 er idømt fængselsstraffe af varierende længde.

Den højeste afsagte straf fredag lød på fem år og seks måneders fængsel, mens den laveste straf var et år bag tremmer.

Den sidste af de seks sager adskiller sig fra de andre ved, at det gennemsnitlige salg fra sagens hashbod 13 dagligt er højere end boderne i de øvrige sager, nemlig lidt over halvandet kilo om dagen.

Det er løbet op i 737 kilo for flere af de dømtes vedkommende.

I de andre sager er bodernes indehavere og medarbejdere dømt for at sælge eller medvirke til at sælge cirka et kilo hash om dagen.

/ritzau/

Dagens Gossip