De sidste ofre i spansk togulykke er identificeret

»De tre ofre fra ulykken, der stadig manglede at blive identificeret, er nu officielt blevet identificeret. Den ene er en fransk mand,« lyder det i en udtalelse fra domstolen.

Dermed når antallet af dræbte udlændinge i togulykken op på i alt otte. Foruden franskmanden er der tale om en amerikaner, en algerier, en mexicaner, en brasilianer, en venezuelaner, en italiener og en statsborger fra Den Dominikanske Republik.

71 passagerer er fortsat på hospitalet efter ulykken, og heraf er 28 voksne og tre børn i kritisk tilstand.

Togets fører er lørdag blevet udskrevet fra hospitalet, men forbliver i politiets varetægt. Han er sigtet for uagtsomt manddrab.

»Han (lokomotivføreren, red.) har været tilbageholdt siden torsdag klokken 19.40 for de påståede forbrydelser,« siger indenrigsminister Jorge Fernández Díaz på et pressemøde lørdag i byen Santiago de Compostela, hvor ulykken skete.

Lokoføreren Francisco Garzon har endnu ikke udtalt sig til politiet, men ifølge flere spanske medier har han tidligere pralet med at have kørt hurtigere end tilladt.

Angiveligt kørte den ellers erfarne lokomotivfører op mod 200 kilometer i timen ind i den kurve, hvor de otte togvogne faldt af sporet, selvom han kun måtte køre 80 kilometer i timen på den strækning.

Dagens Gossip