De skal slås om Tour-tronen

Projektørerne vil være rettet på 28-årige Chris Froome fra Team Sky. Den kenyansk-fødte komet med britisk pas bragede ind på cykelscenen fra en status hinsides det obskure, da han i 2011 pludselig kørte med om sejren i Vuelta España. Froome viste sig at være største trussel mod sin egen kaptajn i sidste års Tour de France, og holdet måtte lægge en dæmper på Froome. I år er han kaptajn og førstebejler til Tour-tronen.

Froomes form er forrygende, efter at han har vundet fire ud af fem prestigetunge etapeløb i denne sæson. Kun Vincenzo Nibali har formået at fange Froome på det forkerte ben i Tirreno-Adriatico.

Chris Froome kører en god enkeltstart, der ikke er på niveau med en superspecialist som Bradley Wiggins, men nok til at være næstbedst på begge tidskørsler i sidste års Tour. Til gengæld er han brølstærk i bjergene. Froome viste i Criterium du Dauphine for nylig, at hans accelerationer kan sende chokbølger gennem de fleste af konkurrenternes mælkesyrebrændende ben.

Også mentalt er Froome solid. Sky-kaptajnen virker urokkelig, og selv da Sir Bradley Wiggins i optakten til Giro d'Italia blæste til magtkamp om Tour-kaptajnrollen, stod Froome fast.

Han scorer til gengæld ikke topkarakter på stilbarometeret. Froome sidder uroligt i sadlen, og de strittende albuer er ikke cykelæstetik på noget højt plan, men det har ikke vist sig at være nogen hindring for at sætte konkurrenterne i høj fart.

Chris Froomes bedste Tour-resultat er en andenplads i sidste års løb, men han spås som favorit til årets øverste podieplads.

Rivalen er Contador

Hans største rival til titlen som sejrherre er Alberto Contador fra Team Saxo-Tinkoff. Den spanske Tourminator med den ulykkelige forkærlighed for velhængt oksekød fra slagteren i Irun har været en dominerende skikkelse i de store etapeløb igennem et halvt årti. Han synes at have tabt terræn siden afsoningen af en karantænedom for brug af astmapræparatet clenbuterol.

Formen hos Contador er hæderlig. Han overgav sig til rollen som luksusløjtnant for Michael Rogers i Criterium Dauphine og har ikke i samme grad som ellers vundet de etapeløb, han er gået efter.

Contador var tidligere en haj til tidskørsler og formåede sågar at slå Cancellara i Tour de France 2009. I dag er den lille spanier mere menneskelig, og Chris Froome regnes som stærkere på disciplinen end Bjarne Riis' Tour-håb.

Det er i bjergene, at Alberto Contador skal pille glansen af konkurrenterne. For når spanieren er i hopla, er han en angriber af guds nåde. Men han mangler det dybe punch, som i 2009 og 2010 gav rivalerne søvnløse nætter.

Selvom Contador kan se mut ud i ansigtet, skal man ikke tage fejl af hans stålsatte mentalitet. Han satte blandt andet op imod Lance Armstrong, da de to kørte sammen på Astana og udfordrede den nu detroniserede texaner.

Og så har Alberto Contador vundet Touren tre gange tidligere, hvilket kan give ham en vis fordel i kapløbet mod særligt Froome. Contador vandt Tour de France i 2007, 2009 og 2010, hvoraf han dog fik sin sidste sejr frakendt på grund af den føromtalte dopingsag.

Spansk udfordring fra Movistar

En tredje udfordrer til titlen er Alejandro Valverde fra Team Movistar. Den 33-årige rytter har aldrig formået at slå afgørende igennem i Tour-regi, men har tilhørt verdenstoppen igennem de sidste ti år, når den ikke har stået på karantæneafsoning.

Formen hos den 33-årige spanier ser fornuftig ud. Han gik øjensynligt ikke helt dybt i Tour-optaktsløbet Criterium du Dauphiné og er målrettet gået efter at ramme topformen i juli.

Alejandro Valverde kører en rimelig enkeltstart, og han vil være glad for, at den sidste enkeltstart i årets Tour er kuperet og teknisk krævende, så han ikke mister for meget tid. I bjergene har Valverde en besynderlig evne til at se ubesværet ud, når han kører opad. Han blev toer i en historisk hård Vuelta sidste år og får næppe en bedre Tour-rute at vise sig frem på.

Han har samtidig tilhørt verdenstoppen igennem mange år og besidder derfor en naturlig autoritet, som øjensynligt er helt uanfægtet af hans omgang med blodtransfusionsspecialisten Eufemiano Fuentes.

Valverdes bedste Tour-resultat ligger tilbage i 2007, hvor han sluttede som nummer syv. Han har fire etapesejre i løbet på CV'et.

Katushas Rodriguez vil blande sig

Joaquim Rodriguez slog sent igennem, men sluttede 2012 som verdensetter efter en formidabel sæson med podieplaceringer i Giro d'Italia og Vuelta España. Katusha-rytteren vil dog stille til start på Korsika i bevidstheden om, at han i år ikke har leveret dét resultat, som for alvor stiver selvtilliden af. Joaqium Rodriguez har Tour de France-sejr som hovedmål i år.

Dén ambition kan dog blive hæmmet af Rodriguez' ganske mangelfulde evner på en tidskørsel. Han risikerer at tabe en håndfuld minutter til Froome og skal overpræstere i bjergene for at råde bod på det.

Til gengæld kører han blændende i bjergene. Joaquim Rodriguez har en særegen skarphed og timing i sine accelerationer, som virkelig kan sende konkurrenterne til tælling. Samtidig har han en stoisk rolig mentalitet. Rodriguez er tilsyneladende ikke en mand, hvis verden synker i grus, fordi han ikke lykkes. Han tabte både Giroen og Vueltaen 2012 med lattervækkende små marginaler.

Dagens Gossip

Dagens TV