De små fødesteder begår flest fejl

Store fødesteder begår færre fejl, der medfører skader på mor eller barn og udløser erstatning fra Patientforsikringen, end små fødesteder.

Det viser ny forskning, som for første gang kobler patientsikkerhed sammen med fødesteders størrelse.

Det skriver Politiken.

Når patienter klager over fejlbehandling, får hver anden medhold, når fødslen er foregået på et sygehus med mindre end 1000 fødsler årligt.

På fødesteder med 3-4000 fødsler om året bliver kun en ud af tre klager anerkendt, skriver avisen.

- Det er helt essentielt, at der er den faglige ekspertise til stede, som kan handle hurtigt i akutte situationer.

- Hvis du har under tusind fødsler om året, ser du simpelthen ikke nok akutte situationer til at opretholde de kompetencer, der skal til, siger læge Maria Milland, der uddanner sig til speciallæge.

Hun står bag studiet sammen med klinikchef på Rigshospitalet Morten Hedegaard og overlæge ved Patientforsikringen Jens K. Christoffersen.

Det nye studie omfatter samtlige fødsler i Danmark over en 15-årig periode, knap en million i alt. I perioden blev der anerkendt 527 skader, som tilsammen udløste 277 millioner kroner i erstatning.

Forskerne ser også på, hvad der har udløst skaderne. Og konkluderer, at patienter langt oftest - i fire ud af fem tilfælde - får medhold, fordi der ikke er handlet, som en erfaren specialist ville have gjort.

Især her halter de små fødesteder efter de store, skriver Politiken.

Formand for Danske Regioners Sygehusudvalg Ulla Astman (S) siger om det nye studie:

- Det er interessant input. Det drejer sig jo om at skabe bedre sikkerhed, og det er vi også i gang med, siger hun til Politiken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip