De største butikker skal ind i centrum

Små caféer ligger side om side med specialforretninger, tøjbutikker og livlige søndagsmarkeder. Byboerne lader sig friste af tilbud og latte. Der er højt til himmelen og dybt i tegnebogen. Men så, til venstre i vejkrydset troner en kæmpe cementklods. Og endnu en. De grå flader maser sig ind på hornhinden og ind i bymidten.

Det kan være fremtiden efter den nye stramning af planloven, der blandt andet medfører, at det ikke bliver muligt at opføre udvalgsvarebutikker som IKEA, Bilka og Elgiganten, på over 2.000 kvm uden for bymidten.

Det betyder, at varehusene bliver tvunget ind i centrum af de mindre byer, da de fem største handelsbyer - Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg og København - er undtaget de nye bestemmelser.

»Loven risikerer at gøre det modsatte af, hvad der er tiltænkt med den. Gennemgående træk er, at det er vigtigt med en levende bymidte, men det kræver et varieret udbud af specialbutikker,« siger detailhandelsekspert Bruno Christensen og uddyber:

»Hvis den nye lov tilsiger, at alle varehuse over 2.000 kvm skal placeres i midten, får vi på sigt en udvikling hvor IKEA og andre varehusgiganter placeres midt i byen. Det vil smadre miljøet og atmosfæren.«

Så trods jubel hos De Samvirkende Købmænd, er Bruno Christensen nervøs for at udviklingen i stedet for at sikre det lokale butiksliv, vil tage livet af det.

»Man har her lavet et fejlskud. På længere sigt vil det ikke skabe dynamik,« siger han.

Varehuse kan få monopol

I Næstved og Kolding Handelsråd, samt hos totalentreprenøren Daugaard Pedersen er de også imod stramningen og skriver i en pressemeddelelse, at ti ud af 15 af de største danske handelsbyer vil gå glip af 30 nye storbutikker, cirka 1.200 job og omkring 120.000 kvadratmeter byggeri til en værdi af 1,2 milliarder.

De frygter, at detailhandlen vil koncentreres i de fem største byer.

»De fem største byer får afgørende fordele ved ikke at være omfattet af bestemmelserne. Blandt andet skal de ikke tvinge store butikker ind i bymidten,« siger Viggo Frydenborg Scantz formand for Kolding Handelsråd i pressemeddelelsen.

Vælger varehusene at søge mod bymidten som følge af planloven, kan de ende med at tage store arealer fra de mindre butikker. I dag vælger varehusene nemlig at bygge uden for byerne, da det er for dyrt at søge mod midten, hvor der også er dårligere adgangsforhold og småt med mulighed for parkering.

Hvis den udvikling fortsætter, kan det medføre, at de etablerede varehuse får monopol, da der måske ikke vil komme nye til. Så får man ikke den øgede konkurrence mange efterspørger for at få priserne ned, siger Bruno Christensen.

Men nogle varehuse vil gerne søge mod byerne, men det kræver en god infrastruktur og gode til- og frakørselsmuligheder, siger Dansk Supermarked-direktøren Henrik Kirketerp, hvis etablering af et nyt Bilka varehus i Randers, er blevet standset som følge af stramningen.

»Jeg ser nogle begrænsninger i etableringerne fremover. Og når du ikke etablerer, så får du ikke ekspansion, og på den måde bliver dine vinger stækket« siger han.

Planloven hæmmer konkurrencen

Detailhandlen i Danmark er blevet kritiseret for ikke at have en udtalt konkurrence, som det ses i Sverige og Tyskland. Den nye stramning af planloven hjælper ikke på situationen ifølge kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Søren Bo Rasmussen.

»Det er nok ikke nogen hemmelighed, at vi mener, planloven ikke er god for konkurrencen helt generelt. Vi mener, når man begrænser størrelse og beliggenhed, så vil man kunne bremse produktiviteten. Og begrænse konkurrencen. Vi er dog også opmærksomme på, at der kan være andre samfundsmæssige hensyn at varetage,« siger han.

Hvis konkurrencen hæmmes vil det typisk komme forbrugerne til skade, da de vil få et ringere vareudvalg og højere priser. Men den nye stramning er ikke afgørende, hvis man sammenligner med de generelle plan-lovsregler, er Søren Bo Rasmussens vurdering.

»I bund og grund er det planloven som sådan, der er problemet, den nye stramning gør det bare lidt værre. For den gør situationen lidt vanskeligere. Til gengæld fjerner den en uhensigtsmæssige forskelsbehandling på byer. Det ser vi positivt på," siger han og tilføjer:

»Stramningen er relativt begrænset, men den er der.«

Dagens Gossip