De svages sundhed fortsat elendig

På trods af store politiske ambitioner om for alvor at forbedre sundheden for samfundets allersvageste, er sundheden for de allernederste i samfundet kun blevet en smule bedre de sidste fem år.

Det viser en ny rapport som Statens Institut for Folkesundhed har lavet for Rådet for Socialt Udsatte. Ifølge Politiken viser rapporten, at mens det for eksempel er hver tredje i befolkningen som helhed, der har en langvarig sygdom, gælder det for 59 procent af de socialt udsatte.

De, som har det dårligst, er de fattige og stofmisbrugerne. Fattige er i undersøgelsen defineret som mennesker, der ofte ikke får mad nok, fordi de ikke har råd. Blandt dem føler 65 procent sig stresset i hverdagen. Det samme gælder kun 11 procent af befolkningen som helhed.

Undersøgelsen følger op på en tilsvarende undersøgelse fra 2007, og siden dengang er der kun tale om ganske lille fremgang for de svageste.

- Det er naturligvis glædeligt, at der er en marginal forbedring, men sammenligner man med befolkningen generelt, er de udsatte nærmest sat af holdet, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, til Politiken.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) siger til Politiken, at det er »rigtig ærgerligt«, at der ikke er sket større fremskridt, men hun afviser, at satspuljepengene bruges forkert.

- Mange projekter bliver permanente, hvis de viser sig effektive. Men vi skal blive ved med at være opmærksomme på området. Det er en mærkesag for regeringen, siger Astrid Krag til Politiken.

De største fremskridt i de udsattes sundhed er i deres egen adfærd. For eksempel er der færre daglige rygere - og flere spiser morgenmad og dyrker motion.

 

Dagens Gossip