De syriske forhandlere mødes ikke ansigt til ansigt

Skrevet af admin

21/01/2016

Dagens topnyheder

Når de syriske fredsforhandlinger indledes i Genève i næste uge, vil parterne ikke mødes ansigt til ansigt, siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Han antyder, at repræsentanter for regimet og oppositionen vil komme til Genève i løbet af den kommende uge

- Planen er i udgangspunktet, at forhandlingerne skal indledes mandag, siger den amerikanske udenrigsminister og tilføjer:

- Men til at begynde med vil repræsentanterne ikke sidde ved samme bord "og stirre eller råbe til hinanden".

Han giver udtryk for at kommunikationen mellem parterne vil foregå via mellemmænd.

Kerry, der deltager i Det Verdens Økonomiske Forum i Davos i Schweiz, siger, forhandlingerne højst kan blive udsat en dag eller to.

En russisk diplomat siger til Reuters, at Rusland og USA er enige om, at Syrien-forhandlinger skal indledes inden månedens udgang, og at fredag 29. januar er den senest mulige dag at begynde.

- Det er sandsynligt, at datoen den 25. ikke holder, og at begyndelsen vil blive udsat i nogle dage af praktiske grunde, siger Jessy Chahine, som er talskvinde for FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura.

Staffan de Mistura skal være vært for forhandlingerne, som har til formål at få tilendebragt den næsten fem år lange syriske borgerkrig.

Omkring 22.000 jihadister er blevet dræbt af den amerikanskledede koalition, som bekæmper Islamisk Stat, siden midten af 2014, siger Frankrigs forsvarsministerium.

/ritzau/AFP