De unge dropper igen kommunalvalget

Redaktør og politisk analytiker på netavisen Jon Kiellberg vurderer, at der især findes to årsager til, at de unge finder livet for kort til lokalpolitik.

»De unge ser overvejende deres kommune som støvet og ugennemsigtig og mener, at de politiske beslutninger i kommunen er for langt væk fra deres hverdag. Samtidig oplever de, at de ikke føler sig inkluderet i det kommunale fællesskab - selvforskyldt eller ej,« skriver Jon Kielberg i sin analyse på dknyt.dk.

Som den anden årsag peger han på, at mange unge har et fjernt og forvrænget billede af kommunalpolitikere, som kun er interesseret i de unges hverdag hver fjerde år.

Ifølge Jon Kielberg skal byrådsmedlemmerne ikke kun engagere sig i de unge tre uger op til valget, men også inddrage dem i konkrete og nærværende projekter, som er en del af de unges verden.

»De unge ønsker indflydelse her og nu. Og der behøver ikke gå »Sydfyn Style« i den, eller at lokalpolitikere forsøger at være en blanding mellem det kommunale svar på Rihanna eller One Direction for at gøre kommunalpolitik sexet,« lyder vurderingen fra den politiske analytiker.

»Hvis det lokale demokrati skal videreudvikles, så kræves der nye metoder til at engagere og involvere de unge: Langt flere utraditionelle valgmøder mellem valgene, flere prøvevalg på skolerne, ungeråd og ungdomspolitiske konferencer, så de unge opmuntres til at tage et større politisk ansvar,« tilføjer Jon Kielberg.

Danske Regioner og KL har netop lanceret en række kampagner, som skal få langt flere vælgere - ikke mindst de unge - op af sofaen og hen til stemmeurnerne.

Dagens Gossip