De Unge Mødre: Louise smed over 30 kilo på syv måneder

Skrevet af Aller Media

17/09/2013

Mest læste i dag

I dag har hun et  sundt liv, hvor vægten går ned i mere moderat fart.

Fra Kanal 4 kender vi hende som den smilende unge mor med fejlfri makeup og velsiddende tøj, som afslører en krop, der har slidt mange timer i et træningscenter.

Men spoler man tiden bare et par år tilbage, var sønderjyske Louise Brylle fra De unge mødre en helt anden pige.

Louise var ked af det

Dengang iførte hun sig joggingbukser og store t-shirts for at gemme sine 95 kilo, og hun orkede ikke engang at lægge et strejf mascara på sine øjenvipper.

Inde bag øjenvipperne havde hun også et helt andet udtryk. Hvor hendes øjne i dag stråler, så var hun dengang modløs og trist.

Trøsten fandt hun om aftenen, når hun hentede sodavand, slik og chips fra det lager, hun og den daværende kæreste havde hentet over grænsen.

Læs om den tunge beslutning Puk Rebecza fra De unge mødre for nyligt måtte tage på udeoghjemme.dk

I dag er det heldigvis fortid. Selvom Louise kun er 22 år, har hun allerede været igennem en kæmpe livsforandring. Både mentalt. Men også fysisk, hvor der er blevet 38 kilo mindre af hende.

Krise førte til vægttab

Opskriften på det enorme vægttab, vil hun dog ikke anbefale andre. Kiloene raslede nemlig ikke af takket være en sund kostomlægning. Det var snarere en pinefuld krise, som til sidst fik Louise til at miste appetitten.

Historien om Louises vægt starter allerede fra barndommen, hvor hun altid var den buttede pige i klasse.

Da hun som teenager fik lommepenge - og smag for supermarkedets marmorkage - tog vægten virkelig fat. Helt slemt blev det, da hun som 18 årig blev mor til sønnen Mads med sin ekskæreste.

Hårdt at få børn

- Indtil vi fik børn, gik det hele som en leg for os. Men da vi blev forældre, skulle vi pludselig være voksne, og vi glemte helt at være kærester. Vi levede meget usundt med fastfood og slik, og vi tænkte ikke rigtig over, hvad vi spiste, siger Louise, som blev gravid igen et år efter fødslen.

En abort var utænkelig, selvom parforholdet allerede var i knæ.

Natascha Linea fik tvangsfjernet sin datter kun 4 dage efter fødslen. Læs om hendes og kærestens gribende besøg hos lille Lia på udeoghjemme.dk

Da lille Julie kom til verden, fik parforholdet endnu et hak ned, men denne gang havde krisen en helt anden virkning på Louise.

- Vi gik hele tiden hinanden på nerverne, og jeg var så ked af det, at jeg helt glemte at spise. Når jeg endelig spiste, var det en kop nudelsuppe eller sådan noget. Folk begyndte hurtigt at kommenterer mit vægttab, og det, syntes jeg da, var fedt, for jeg havde jo altid været den store pige.

Mor var bekymret

Louises mor, syntes dog ikke det var så fantastisk at se sin datter skrumpe ind. Hvor hun tidligere havde været bekymret for hendes overvægt, handlede hendes bekymring nu om det modsatte.

Hun blev simpelthen så mager, og det skræmte mig, hver gang jeg så hende.

Jeg kunne tydeligt se, at hun ikke havde det godt. Hun havde slet ingen energi, siger 40-årige Helena.

Den bedste beslutning

Selvom Louise var glad for sit vægttab, så var hun ikke glad for sit liv. Da Julie var 7 måneder, valgte hun og kæresten at opgive familiedrømmen og gå hver til sit.

En stor beslutning for en lille familie. Men også den rigtige beslutning. I dag har Louise og ekskæresten et rigtig godt samarbejde om børnene. Og Louise har fået det bedre end nogen sinde.

- Det var en lettelse at få det hele på afstand, og da jeg kom væk, begyndte jeg at spise mere, siger Louise, som på syv måneder havde tabt 30 kilo, mens hun levede med ekskæresten.

Noget som hun bestemt ikke vil anbefale andre.

Et sundt liv

I dag taber hun sig på den sunde måde. Hun spiser regelmæssigt, og taber sig cirka et halvt kilo om ugen. Og så er hun begyndt at leve en stor del af sit liv i et træningscenter.

Både fordi hun arbejder der, men også fordi hun træner cirka fire gange om ugen.

- Mentalt er jeg blevet meget stærkere. Jeg ser lysere på livet, og gør meget mere ud af mig selv hver dag, smiler Louise, som kan takke træningscenteret for meget i hendes liv. Det var nemlig også her, hun for tre måneder siden stødte ind i en ny kæreste.

-En rigtig god fyr, som hendes mor siger.

Ude og Hjemmes redaktion/NewsDesk, Aller Media Foto Gregers Kirdorf