De værste chokbølger hos danske aktier har lagt sig

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Chokbølgerne på det danske aktiemarked er fredag faldet lidt til ro efter en blodrød morgen, hvor det toneangivende C20 Cap-indeks faldt med ti procent efter få minutters handel.

Indekset falder ved middagstid med lidt over fire procent. Det sker, efter at briterne torsdag stemte, at Storbritannien skal melde sig ud af EU.

Ifølge Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank, skyldes formiddagens udvikling, at de hurtige og voldsomme reaktioner hos aktiehandlerne har fortaget sig.

- Aktierne fik nogle ordentlige hug fra morgenen af, hvor der gik chokbølger gennem hele finansverdenen efter resultatet, siger han.

- Den første store bølge af nervøsitet skyllede ind, men det virker til, at der nu er faldet lidt mere ro på, tilføjer han.

Samme billede tegner sig i resten af Europa, hvor nervøsiteten også har lagt sig en smule efter en kaotisk morgenhandel.

Bedringen blandt de danske aktier kan skyldes, at aktiehandlerne øjner en langsigtet gevinst, lyder det fra Ole Kjær Jensen.

- Der er måske nogle investorer, der også køber lidt ind nu, når der har været så store fald.

Ikke overraskende går det værst ud over de danske selskaber, der har mest aktivitet i Storbritannien.

Særligt Carlsberg og Pandora får tæsk på fondsbørsen i København. Bryggeriet falder med knap fire procent, mens Pandoras aktie ved middagstid er lidt over seks procent mindre værd.

I C20 Cap falder Jyske Bank og Danske Bank med cirka seks procent, og det er den dårligste placering i indekset.

På valutamarkedet er der ingen grund til at ryste på hånden, lyder det fra Lars Rohde, direktør i Nationalbanken.

- Der er ikke grunde til, at den britiske beslutning om at forlade EU skulle påvirke kronens kurs over for euroen, siger han på Nationalbankens hjemmeside ifølge Ritzau Finans.

/ritzau/