De varme dage går på hæld

Weekenden har budt på høj sol og temperaturer på op mod 30 grader, men de usædvanligt varme sommerdage går snart på hæld. Fra midten af ugen vil temperaturen falde, samtidig med at der - langt om længe - vil falde regn.

»Natten til torsdag vil der drive regn- og tordenbyger ind over landet. Sidst på fredagen vil der så komme et nyt angreb. Hvis der er torden i skyerne, kan det være meget ujævnt fordelt, men det er nok mest den vestlige del af landet, der vil blive ramt,« siger vagthavende meteorolog Olaf Mathiassen fra DMI til bt.dk.

Fredag kan vi stadig forvente op mod 27 grader, men lørdag vil temperaturen falde, og søndag vil de ligge nede på 18-23 grader, hvilket er meget mere lig det normale danske sommervejr.

Er de varme sommerdage anno 2013 så forbi? I hvert fald for en stund, lyder det fra DMI.

»Ser vi otte-ti dage frem, er der ikke ny, kraftig varme på vej. Hvad der sker længere ud i fremtiden, må vi vente med at spå om,« siger Olaf Mathiassen.

Dagens Gossip

Dagens TV