DEA: Erhvervsskoler bør optage 10.000 flere om året

Onsdag præsenterede regeringen sit udspil til en reform af erhvervsskolerne. Udspillet lægger vægt på, at flere unge både skal vælge og fuldføre en erhvervsuddannelse. Det er tiltrængt, hvis man ser på nye beregninger fra tænketanken DEA.

Beregningerne viser nemlig, at danske virksomheder kommer til at mangle omtrent 32.000 faglærte mod 2020. Det betyder, at erhvervsskolerne skal optage 25 procent flere elever om året for at følge med efterspørgslen. Det svarer til cirka 10.000 om året i perioden 2014 til 2017.

Direktør for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, er dog ikke bekymret for, om skolerne kan leve op til efterspørgslen.

»Det er selvfølgelig ikke noget, der sker fra den ene dag til anden. Det er over en længere periode, men vi har absolut kapacitet til tage nogle flere ind her og nu, fordi optagelsen er faldet dramatisk de sidste fem til syv år. Så det at komme op omkring de 25 procent, ser vi ikke umiddelbart som nogen stor vanskelighed,« siger han.

I tænketanken DEA har man nedsat en ungdomsuddannelseskommission, der skal undersøge, hvordan man hjælper unge til at vælge den rette uddannelse fra begyndelsen. Det kan styrke en højere motivation blandt de unge og samtidig sikre arbejdsmarkedets behov, skriver DEA i en pressemeddelelse.

Dagens Gossip