Deadline for amerikansk gældsloft er udsat en dag

Deadline nærmer sig med alarmerende hast, men nu lyder meldingen fra Det Hvide Hus, at deadline for gældsloftet først falder slut på dagen torsdag amerikansk tid. Det skriver flere internationale medier.

Det giver dermed tid til, at Kongressen kan nå at få sin vilje igennem og få vedtaget en aftale med henblik på at hæve gældsloftet og få genoprettet statsapparatet.

- Hvis der ikke er en løsning på det, og gældsloftet ikke bliver hævet, så har vi et problem, når det kommer til at opfylde vores forpligtelser, siger Jay Carney, der er talsmand for Det Hvide Hus.

Han siger videre, at deadline er "ind til slutningen på dagen" torsdag.

En eventuel aftale skal dog først stemmes igennem i Senatet og Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne sidder på flertallet.

Begge Kongressens kamre ventes onsdag at stemme om en aftale, der er lagt frem af Senatets ledere. Aftalen har til hensigt at genoprette det amerikanske statsapparat og forlænge USA's lånemuligheder ind til den 7. februar næste år.

Aftalen forpligter Republikanerne og Demokraterne til at finde store besparelse på det offentlige budget i erkendelse af, at USA bruger flere penge, end landet tjener.

Amerikanerne skal finde en løsning på gældsloft-krisen inden torsdag. Her rammer landets gæld nemlig det loft, der er fastsat ved lov.

Gældsloftet udtrykker det maksimale beløb, som USA kan optage lån for. Torsdag støder USA ind i låneloftet på 16.700 milliarder dollar eller cirka 92.000 milliarder kroner.

Findes der ikke en fælles løsning om at hæve gældsloftet, vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip