Debat med Gyldent Daggry ændrer ikke politibevogtning

Skrevet af admin

19/05/2015

Mest læste i dag

Folkemødet på Bornholm har givet officiel tilladelse til, at Danskernes Parti kan afholde paneldiskussion med blandt andre det græske nationalistiske parti Gyldent Daggry om mindre end en måned.

Men det ændrer ikke ved de sikkerhedsforanstaltninger, som Bornholms Politi har lagt i støbeskeen til Folkemødet.

Politiet har nemlig hele tiden kalkuleret, at det kunne blive besøgt af meget kontroversielle gæster.

- I forvejen har vi taget højde for de scenarier, vi kan forestille os, og herunder havde vi taget højde for, at der kunne komme sådan nogle typer, siger Bornholms Politis kommunikationsansvarlige for Folkemødet, Mikael Schollert.

Ifølge ham har det derfor hele tiden været planlagt, at Folkemødet har et skærpet sikkerhedsberedskab:

- Vores sikkerhed er i forvejen skruet op, fordi Danmark er i forhøjet beredskab på grund af hændelserne i København, Belgien, Paris og så videre.

- Det gør jo, at vi allerede er i et niveau, hvor det ikke bliver noget ekstra, vi skal foretage os, fordi der kommer ekstra gæster til, siger han.

Til dette års Folkemøde har både Trykkefrihedsselskabet og Danskernes Parti inviteret iøjnefaldende navne fra den politiske højrefløj som eksempelvis den hollandske islamkritiker Geert Wilders.

Bornholms politi vil dog ikke blande sig i, hvor Geert Wilders eksempelvis skal holde den islamkritiske tale, som han har annonceret.

- De meddeler os, hvilke aftaler de har truffet med forskellige eventmagere og så følger vi efter, siger Mikael Schollert.

Den ekstra sikkerhed på Bornholm kommer også til at kunne mærkes i resten af landets politikredse, hvorfra Bornholms Politi kommer til at låne en del betjente.

Men heller ikke her har godkendelsen af Danskernes Partis invitationer ændret noget:

- Vi har rekvireret mandskab til de scenarier, vi kunne forestille os, og det dækker det her, siger Mikael Schollert.

/ritzau/