Debat om rejsetid forud for togforhandlinger

Ifølge Dansk Folkeparti er det ikke en nødvendighed med en times rejsetid mellem Midtfyn og Danmarks næststørste by.

Udmeldingen kommer, efter at regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti tirsdag blev enige om at oprette en togfond, der skal stå for en investering på 28,5 milliarder kroner i det danske tognet frem mod 2042. Penge skal komme fra en forhøjet beskatning for olie- og gasselskaber i Nordsøen.

Men inden de tre parter sætter sig sammen ved forhandlingsbordet for at snakke om, hvordan de mange milliarder konkret skal bruges på jernbanenettet, er der sået splid om en central del af regeringens foreslåede plan - timemodellen.

Modellen, som blev fremlagt i marts, går ud på, at tog på tværs af landsdelene skal køre mellem de større byer som Odense og København, Aalborg og Aarhus, Odense og Esbjerg og så også Odense og Aarhus på en time.

Regeringen og Enhedslisten står fast på, at der ikke skal røres ved de 60 minutter. Men Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen (DF), vil ikke lægge sig fast på en bestemt model.

»Det er vigtigt, at man ikke låser sig fuldstændig fast. For os er det ikke så vigtigt at komme fra Odense til Aarhus på en time. Jeg vil gerne have, at man tænker bredere end København-Aarhus,« siger Kim Christiansen.

Kim Christiansen mener ikke, at strækningen Odense-Aarhus behøver modtage så mange milliarder. De kan måske bruges bedre andre steder, påpeger han.

»Vi vil gerne have hurtigere tog, men det er ikke afgørende, om det så tager ti minutter fra eller til gør ikke den store forskel. Det handler også om fødekæden til togene, med regionaltoge, busser og parkering,« siger Kim Christiansen, der også stiller spørgsmål ved den omfattende elektrificering, der også lægges op til i togplanen.

I regeringens oplæg vil man bruge 14 milliarder kroner på at optimere strækningen mellem Odense og Aarhus. Det er allerede besluttet, at strækningerne Aarhus-Aalborg og København-Odense skal renoveres.

Regeringen og Enhedslisten ryster på hovedet over Dansk Folkepartis synspunkt og står fast på, at togene skal have en times rejsetid mellem hovedbyerne.

»Vi har lagt den her plan frem, fordi vi tror på den og mener, det er realistisk,« siger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn (S), der mener, at timemodellen er en uundværlig hjørnesten i den nye togplan.

»Det er vigtigt, når vi lægger en historisk plan frem for fremtidens hurtige togdrift, at vi ikke starter med at tale om, hvad vi gør for at få langsommere tog. Der står vi ret fast og bider os fast i bordkanten,« siger han.

De Radikales trafikordfører, Andreas Steenberg (R), efterlyser konkrete alternative forslag til, hvad Dansk Folkeparti så vil bruge milliarderne til.

»Dansk Folkeparti må formulere konkret, hvad de så vil bruge pengene til. Så må vi tage det derfra i forhandlingerne,« siger Andreas Steenberg.

Kim Christiansen har dog allerede et muligt bud.

»Hvis man endelig vil være visionær, så er det en Kattegat-model, der kan binde Øst- og Vestdanmark sammen på den hurtigste måde,« siger Kim Christiansen med henvisning til den mulige bro over Kattegat, der i øjeblikket er ved at blive analyseret og forventes fremlagt senere i år.

»Jeg synes også, at man skal se, hvad resultatet af de strategiske analyser siger og tænker det ind i togfonden,« siger Kim Christiansen.

Der er endnu ikke blevet meldt datoer ud for forhandlingerne om togplanen, men Kim Christiansen forventer, at det vil ske, når Folketingsåret begynder 1. oktober.

Dagens Gossip