Debatbog går tæt på De Unge Mødre

Dokumentarserien om De Unge Mødre har rundet udsendelse nummer 400 og er dermed den længst løbende dokumentarserie på dansk tv. Uge efter uge følger mellem 150- og 200.000 seere beretningerne om mødrenes kamp for deres børn, for respekt og for anerkendelse.

Bogen om De Unge Mødre dykker ned i, hvad det er, der fascinerer og til tider provokerer. Bogen er en interview- og debatbog skrevet af journalist Michael Klint. Den udgives på forlaget Fairbooks.

Det er første gang en bog går bag om fænomenet og fortæller tre af de unge mødres samlede historie. Fokus er på deres dilemmaer, kriser, glæder og sorger, drømme og nederlag. Samt på den offentlige reaktion og diskussionen om, hvornår man skal få børn, og hvordan man passer dem.

Nadja Kaagh, Sabrina Larsen og Hannah Ginic fortæller om deres kamp for deres børn, om deres stræben efter anerkendelse, om forholdet til forældrene, kæresterne og en omverden, der ofte fordømmer dem som outsidere.

Lone Kjær Hein, sundhedsplejerske og projektleder i Holstebro Kommune, skriver blandt andet i sin anmeldelse:

- Jeg læste bogen på en dag, ja nærmest slugte den, for forfatteren Michael Klint har her formået at skrive en bog, der indeholder dokumentar, fakta og forskning og som går helt ind bag facaden – ind under huden. Det er en bog, der både taler til hjernen og til hjertet – som underholder, forfærder og gør dig klogere som læser.

Dagens Gossip