Debattør: DBU-boss splitter dansk fodbold

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør Claus Bretton-Meyer skal udvikle DBU, men uden at splitte dansk fodbold.

Det mener debattøren Fernando Olsen, der er direktør i kommunikationsvirksomheden Sylvester Hvid & Co.

Bretton-Meyers forhandlinger med Spillerforeningen om en ny økonomisk aftale for landsholdet for de kommende år er gået så meget i hårdknude, at DBU nu vil indgå aftaler med hver enkelt spiller, der skal gå 17 procent ned i løn.

DBU-chefen har nu sendt et brev ud til spillerne, hvor han beder dem om at skrive under på en vedlagt aftale, ellers vil der blive set bort fra dem på landsholdet i det næste halve år.

Fernando Olsen har forståelse for Bretton-Meyers ønske om at skabe et økonomisk stærkere DBU efter flere år med underskud, men midlet er forkert.

- DBU er en union, der skal skabe udvikling og samling i dansk fodbold og ikke afvikle og sparke fodbolden 10 år tilbage i tiden. Vi har et stærkt grundlag i fodbolden, hvor alles interesser hovedsageligt bliver varetaget af Spillerforeningen, Divisionsforeningen og DBU. Denne to-og-tre-parts form skal man holde fast i.

- Det er ubetinget fremmende for udviklingen i dansk fodbold, at tingene er organiseret.

- Nu skal tingene jo ikke blandes sammen. Der er et økonomisk ønske fra DBU om at spare. Det er forståeligt. Men at trække tæppet væk under det nu mest grundlæggende i dansk fodbold, ser jeg ikke behov for med denne marginalbesparelse. Så bliver det jo ikke længere et økonomisk spørgsmål, men et principielt ideologisk spørgsmål, om man skal være organiseret eller ej, siger Fernando Olsen.

- Jeg tror, at han undervurderer spillernes solidaritet og Spillerforeningens magt. Det er dertil ikke sympatisk at splitte det hele ad, når man ikke får sin vilje. DBU skal skabe samling hos alle interessenter, fastslår han.

- Jeg kan godt forstå, at Bretton-Meyer har behov for at få balance i regnskabet. Det er nødvendigt. Han skal i høj grad løfte det økonomiske og sportslige niveau, som han har overtaget fra sin forgænger Jim Stjerne Hansen. Respekt for at han påtager sig den opgave.

Fernando Olsen mener, at DBU-chefen kunne forbedre forbundets økonomi på andre måder.

- Det er næsten umuligt at sætte folk ned i løn. Det kender vi jo fra alle led i arbejdsmarkedet. Man skal jo ikke være et politisk geni for at foreslå en fremadrettet strategi i stedet. For eksempel en fem-årig plan, hvor lønstop og andre indtægter i højere grad tilfalder DBU.

- Nu kan han i sidste ende blive tvunget til at måtte gå baglæns - tabe ansigt og autoritet. Det er ikke til glæde for nogen, siger Fernando Olsen.

/ritzau/