Debattørs billede brugt i terror-quiz til børn

Skrevet af admin

12/02/2015

Mest læste i dag

Når Aarhus Kommune og Østjyllands Politi rejser rundt og underviser skolebørn i radikalisering, så har de blandt andet en quiz med under armen.

En quiz, hvor børnene skal gætte en terrorist ud fra et billede.

De unge kan vælge mellem fire billeder: En glad mand med briller og mørkt strithår, en skaldet mand med stort sort skæg og uden smil på læben, en storgrinende kvinde og en blond kvinde, som ligner et billede fra politiets forbryderalbum.

Kun en af de fire er ikke terrorist - nemlig Zubair Butt Hussain, samfundsdebattør og tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd.

For ham kommer det som en overraskelse, at han er med i quizzen - der er nemlig ingen, der på forhånd har ringet ham op og spurgt, om han overhovedet ønskede at lægge ansigt til børnenes terrorist-gætteleg.

- Jeg indgår jo ikke i en quiz om, hvem der har fået ridderkorset, så når man indgår i en kontekst, der ikke ligefrem er flatterende, så ville det have været rart at vide det på forhånd, Zubair Hussain til Jyllands-Posten.

- Jeg ved jo ikke, hvad læreren så siger efterfølgende i klassen, om jeg er med, fordi jeg er arketypen på en samfundsdebatterende dansker, siger han.

Den quiz, som altså er en del af Aarhus Kommunes undervisningsmateriale, fremgår af dokumenterne, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Chefen for Fritids- og Ungdomsskoleområdet, Toke Agerschou, medgiver, at man kunne have ringet til Zubair Butt Hussain, inden man besluttede at bruge hans navn og billede i materialet.

De øvrige ansigter i quizzen er den tysk nazi-terrorist Beate Zschärpe, en af bagmændene til flyangrebene i USA den 11. september samt amerikanske "Jihad Jane".

/ritzau/