Debutant: Jeg viste landsholdsniveau mod Island

Skrevet af admin

25/03/2016

Dagens topnyheder

Henrik Dalsgaard var både glad og lettet efter fodboldlandsholdets 2-1-sejr over Island torsdag aften i Herning.

Det er der ikke så meget at sige til, efter at den 26-årige forsvarsspiller fik debut i kampen med fuld spilletid og en godkendt præstation. Og for Dalsgaard var det rart at få spillet og præsteret foran den nye landstræner, Åge Hareide.

- Jeg var glad for at få lov til at vise mig lidt frem. Jeg synes, jeg har vist, at jeg er berettiget til at være her. Det er det, det handler om for mig, siger Dalsgaard.

Debutanten havde ikke selv regnet med at få 90 minutter på banen i sin første kamp, da Åge Hareide i sin tid udtog ham til truppen.

- Nej, det havde jeg nok ikke. Jeg havde håbet på at få debut i en af de to kampe (mod Island og Skotland, red.), men jeg er glad for, at det blev på hjemmebane, så mine forældre kunne være her. Så det var helt suverænt, siger han.

Dalsgaard, der for nylig skiftede AaB ud med belgiske Zulte Waregem, var i torsdagens kamp placeret som højre wingback. Og det passede ham fint, selv om han normalt spiller som almindelig back.

- Jeg synes, at det gik fint mod Island. Det var første gang, jeg prøvede det, og jeg synes, at det fungerede rigtig fint. Jeg er i hvert fald klar til at tage den position, lyder det målrettet fra Dalsgaard.

Med sejren er landsholdet kommet godt fra start under den nye landstræner, og det er godt for truppen, mener han.

- Der er en god stemning. Nu har vi vundet, og det er jo fantastisk. Det tog måske det allerværste pres af. Nu glæder vi os bare til at få nogle gode dage med god træning det næste stykke tid, siger Dalsgaard.

Næste gang, Dalsgaard skal håbe på spilletid, er i landsholdets kamp mod Skotland tirsdag. Her bliver det interessant at se, om Dalsgaard finder vej til startopstillingen, eller om truppens anden højreback, Daniel Wass, skal prøves af.

/ritzau/