Debuterende trio imponerer Sønderjyske-boss

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

Sønderjyske ser ud til at have ramt plet på vinterens transfermarked. Tre spillere til startopstillingen blev hentet ind, og alle tre fik debut fredag aften, hvor Sønderjyske slog FC Vestsjælland med 4-0 på udebane.

Lejesvenden Rubin Okotie tegnede sig for to scoringer, Silas Songani fulgte trop med en enkelt kasse, mens Pierre Kanstrup var en del af en solid defensiv, der holdt nullet.

- De her tre spillere gik med det samme ind og markerede sig, og det er kun dejligt, at vi kunne hente nogle ind, som med det samme er med til at bidrage, siger sportschef Ole Nielsen.

- Okotie fik jo en fantastisk debut med to mål og en assist. Han var kilde til evig uro, så det var tydeligt, at han er en rigtig fuldblodsangriber. Han var hele tiden i feltet, og var dygtig til at gå med i feltet. Det var meget glædeligt.

Mens Okotie tidligere har spillet på højt niveau i Austria Wien, er historien en noget anden med Silas Songani. Kantspilleren fra Zimbabwe spillede mod FC Vestsjælland sin første kamp uden for hjemlandets grænser.

- Han var med i tre mål, og viste den speed på kanten, vi vidste, han har. Derudover lavede han et fantastisk frisparksmål, så vi må sige, at det var lækkert at se sådan en debut.

- Der er stadig noget tilvænning for Silas, for det er førte gang, han er i Europa. Vi er i fuld gang med at integrere ham, men en kamp som denne, hjælper selvfølgelig på det, smiler sportschefen.

Sidste nye skud på stammen er Pierre Kanstrup, der leverede en solid defensiv i det centrale forsvar.

- Pierre kender dansk fodbold, og vi ved, hvad han står for. Man får altid en fuldblodsindsats fra hans side, og det viste han også mod Vestsjælland. Han var stærk i alt, hvad han foretog sig, vurderer Ole Nielsen.

Songani kom til SønderjyskE efter en succesfuld prøvetræning, mens Okotie og Kanstrup er lejet i henholdsvis Austria Wien og FC Fredericia.

/ritzau/