Degenkolb sprinter sig til sejr i Paris-Roubaix

Skrevet af admin

12/04/2015

Mest læste i dag

John Degenkolb (Giant) tog søndag revanche for sidste års andenplads i Paris-Roubaix, da den tyske sprinter vandt den franske forårsklassiker.

26-årige Degenkolb viste sig som den klart hurtigste, da syv udbrydere kørte ind på velodromen i Roubaix.

Selv om tyskeren har vundet mange store løb, og tidligere i år tog sejren i Milano-Sanremo, så må søndagens triumf betegnes som karrierens største bedrift.

Løbet blev præget af et udbrud på ni mand, som tidligt slap væk og fik opbygget et godt forspring på ni minutter og 30 sekunder. Der var ingen danskere med blandt de ni, som førte an på en stor del af de 253,5 kilometer fra Paris til Roubaix.

Efterhånden som de mange brostensstykker mørnede benene blandt de forreste, begyndte hovedfeltet at trække ind på dem. Især den frygtede tur ad brostene i Arenberg-skoven var hård ved udbryderne, der mistede 30 sekunder på de få kilometer.

Herfra gik det kun én vej med forspringet, og det stod hurtigt klart, at de næppe ville holde hjem.

I favoritfeltet begyndte Etixx-Quickstep med sidste års vinder Niki Terpstra at røre på sig, og de fik slået et hul sammen med en lille gruppe folk på endnu et brostensstykke.

Det gik ud over to af de store favoritter, Bradley Wiggins (Sky) og Alexander Kristoff (Katusha), som ikke kunne følge med, men de fik kæmpet sig op igen omkring 10 kilometer efter.

Bradley Wiggins kørte sit sidste landevejsløb for at hellige sig banecyklingen, hvor han også startede sin karriere.

Med små 20 kilometer tilbage var samtlige forhåndsfavoritter - John Degenkolb, Peter Sagan (Tinkoff-Saxo), Lars Boom (Astana), Jürgen Roelandts (Lotto), Greg van Avermat (BMC Racing) ud over Wiggins og Kristoff - samlet i frontgruppen.

Roelandts tog føringen i et par kilometer, men formåede ikke at komme væk.

I stedet fik Greg van Avermat slået et hul sammen med det unge franske håb Yves Lampaert (Etixx-Quickstep). John Degenkolb optog forfølgelsen og kom op til duoen med seks-syv kilometer tilbage.

Tempoet faldt en anelse, da Lampaert undlod at trække, hvilket gjorde det muligt for holdkammeraten Zdenek Stybar at komme op til frontgruppen med tre kilometer tilbage.

Da rytterne kørte ind på velodromen i Roubaix havde yderligere tre ryttere kæmpet sig op til de forreste.

I sidste ende havde Degenkolb det største overskud og tog sejren foran Zdenek Stybar og Greg van Avermat.

/ritzau/