Del af lufthavn i Amsterdam evakueret

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Der er natten til onsdag igen faldet ro over den store Schiphol-lufthavn ved Amsterdam, efter at dele af lufthavnen sent tirsdag aften blev evakueret og afspærret på grund af en "sikkerhedssituation".

Én person er anholdt.

Halvanden time efter midnat blev afspærringerne ophævet.

Det er endnu uklart, hvad der udløste den anspændte situation. Tv-billeder viste svært bevæbnede og maskerede militærfolk patruljere i og omkring lufthavnen, mens en politihelikopter svævede over området ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Klokken cirka 21.45 blev en mand anholdt på pladsen foran hovedindgangen til lufthavnens butiksområde, siger Alfred Ellwanger, talsmand for militærpolitiet, til AFP.

Myndighederne har ikke oplyst nærmere om den tilbageholdte.

Bomberyddere undersøgte den anholdte persons bagage, men der blev ifølge AFP ikke fundet noget mistænkeligt.

Flytrafikken blev ikke forstyrret, og de undergrundstog, der forbinder lufthavnen med den øvrige del af landet, kørte også efter planen.

- En del af Schiphol er ikke tilgængelig på grund af af en hændelse. Politiet undersøger sagen. Indtil videre er lufttrafikken ikke berørt, skrev lufthavnen på sin Twitter-profil.

Schiphol er med omkring 50 millioner rejsende om året en af Europas travleste lufthavne.

Sikkerhedsberedskabet i Holland har siden 32 personer blev dræbt i bombeangreb i Bruxelles 22. marts været forhøjet.

/ritzau/AFP