Delaney: Olsens spillestil fungerede ikke til sidst

Skrevet af admin

06/06/2016

Dagens topnyheder

Landsholdet er i gang med at vænne sig til en ny spillestil efter mange år med Morten Olsen som landstræner.

FC København-anfører Thomas Delaney fortæller, at der er flere forskelle på, hvordan Olsen og afløseren Åge Hareide griber tingene an.

- Taktisk er den største forskel, at Åge er lidt mere pragmatisk, siger Delaney før tirsdagens kamp mod Bulgarien ved Kirin Cup i Japan.

- Mit indtryk er, at vi nu er lidt mere frie og vil spille hurtigt fremad. Det handler meget om de sekunder, hvor du vinder eller taber bolden.

- Det ved alle, der ved noget om fodbold. Det er her, at du scorer de nemme mål. Det arbejder vi meget med.

- Under Morten handlede det meget om boldbesiddelse, og i perioder gik det fantastisk, og så var der den sidste periode, hvor det ikke fungerede, siger midtbanespilleren.

Under Morten Olsen missede landsholdet de seneste to slutrunder, VM i Brasilien for to år siden og sommerens EM i Frankrig.

Olsen førte landsholdet igennem otte kvalifikationer fra 2000 til 2015, og fire gange havde han succes. Danmark kvalificerede sig til VM i 2002 og 2010 samt EM i 2004 og 2012.

Generelt føler midtbanespilleren fra FCK sig godt tilpas på landsholdet under den norske landstræner.

- Åge er også en træner, der giver frihed i hverdagen, og det giver en stemning, jeg godt kan lide, siger Delaney.

- Første gang jeg mødte Åge, sagde han, at I virker som nogle fine fyre, og jeg giver jer frihed, indtil I modbeviser mig, og så er det op til os at overholde de simple regler, der er.

- Når jeg taler om frihed, så er det, at vi kan gå ud efter aftensmad og rykke ting, hvis nogen har brug for noget. Når vi er i Danmark kan vi gå i biografen.

- Det er nemmere at rykke nogle ting, når man har en træner, der er villig til det, siger Delaney.

Tirsdagens opgør mod Bulgarien ved Kirin Cup spilles klokken ni om morgenen dansk tid.

/ritzau/