Delaney overvejer at smide anførerbindet i FCK

Skrevet af admin

05/11/2014

Dagens topnyheder

Da Lars Jacobsen i sommer forlod FC København, skulle manager Ståle Solbakken udpege en ny anfører, og valget faldt på midtbanespilleren Thomas Delaney.

Men 23-årige Delaney har på det seneste haft svært ved at være en fast del af startopstillingen, og hvis den tendens fortsætter, skal FCK måske have en ny anfører, mener han.

- Min rolle som anfører, der betyder, at jeg er højt oppe i hierarkiet, er ikke forenelig med at sidde på bænken, siger Delaney og tilføjer:

- Det er lidt ambivalent, ikke? Det er selvfølgelig op til Ståle at afgøre, om jeg skal fortsætte som anfører på sigt, men fortsætter det på denne måde, er det en rigtig dårlig situation for mig, og så må jeg selv se på sagen.

- Men det er ikke aktuelt nu, for jeg føler ikke, at jeg er langt fra holdet og en startopstilling, siger midtbanespilleren.

Delaney har været medlem af klubben, siden han var tre år, og i sidste sæson havde han titlen som FCK's viceanfører.

I de seneste tre superligakampe er han startet på bænken, og mens det er blevet til to indskiftninger, så sad Delaney 90 minutter på bænken i søndagens 1-1-kamp mod Sønderjyske.

Kampen om pladserne på den centrale midtbane i FCK er benhård. Daniel Amartey ser ud til at være Solbakkens foretrukne spiller til en af de normalt to centrale midtbanepladser.

Brasilianske Claudemir har på det seneste spillet sig op, mens også Youssef Toutouh og i superliga-sammenhæng Christian Poulsen byder sig til for Solbakken.

I sidste uges pokalsejr over FC Roskilde spillede Delaney hele kampen, og for et par uger siden fik han alle minutter i Europa League-kampen ude mod Club Brugge.

Netop belgierne er FCK's næste modstander. Torsdag gæster Club Brugge Telia Parken til endnu en kamp i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/