Dele af missil fundet ved nedstyrtningssted i Ukraine

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Hollandske havarieksperter fra et internationalt undersøgelseshold, som efterforsker nedskydningen af fly MH17 i det østlige Ukraine, siger, at nogle af de vragdele, som er blevet fundet, kan stamme fra et russisk fremstillet missilsystem.

Den hollandske statsanklagemyndighed siger, at fragmenterne kan stamme fra et jord-til-luft missil, men efterforskere understreger, at man endnu ikke kan konkludere, at der er en sammenhæng mellem flystyrtet og de fundne dele.

Delene befinder sig nu hos den hollandske sikkerhedsstyrelse, som leder den civile undersøgelse af flykatastrofen.

På spørgsmålet om, hvorvidt de mulige missilsystem-dele blev fundet på det sted, hvor flyet styrtede ned 17. juli sidste år, kunne den hollandske statsanklagemyndigheds talsmand Wim de Bruin kun svare, at de blev fundet i "det østlige Ukraine".

Rusland nedlagde for knap to uger siden veto i FN's Sikkerhedsråd mod et tribunal, der skulle retsforfølge de skyldige i nedskydningen af passagerflyet MH17 med 298 personer om bord over Ukraine.

EU-Kommissionen opfordrede til, at arbejdet med at opklare skyldsspørgsmålet skulle fortsætte, efter at russerne satte en stopper for initiativet for at nedsætte et tribunal.

11 af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer stemte for resolutionen, der skulle sikre, at de skyldige i nedskydningen og de mange drab blev retsforfulgt.

Ud over Rusland, som nedlagde veto, undlod Angola, Kina og Venezuela at stemme.Australien, Belgien, Malaysia, Holland og Ukraine stod bag udkastet til resolutionen.

Medlemmer af kommissionen har allerede afsløret, at der blandt andet er beviser for, at flyet blev skudt ned fra et område kontrolleret af prorussiske separatister. Våbnet skulle stamme fra Rusland.

Rusland har imidlertid nægtet skyld i nedskydningen.

Styret i Moskva hævder, at Ukraine står bag, og russerne har afvist FN-resolutionen efter påstande om, at undersøgelsen af nedskydningen er farvet og påvirket af lande, som er fjendtlige over for Rusland.

/ritzau/AFP