Delegationer fra Syd-og Nordkorea enige om møde

Skrevet af admin

22/08/2015

Dagens topnyheder

Syd-og Nordkorea er nået til enighed om at føre forhandlinger på højt niveau lørdag, hvor nordkoreanerne har fastsat en tidsfrist for, at sydkoreanerne indstiller propagandaudsendelser fra kæmpemæssige højttalere ved de to landes grænse.

Fire højtstående repræsentanter for de to landes regeringer vil mødes ved grænsen i landsbyen Panmunjon klokken 10.00 (dansk tid), siger en talskvinde for den sydkoreanske regering i Seoul.

Aftalen kom på plads få timer før, at Nordkoreas ultimatum til Sydkorea om et stop for højttaler-propagandaen udløber. Sydkorea vil være repræsenteret af enhedsminister Hong Young-Pyo og lederen af Det Nationale Sikkerhedskontor, Kim Kwan-Jin.

Nordkorea sender militærets ledende politiske embedsmand, Hwang Pyong-So, der af mange anses for at være landets nummer to efter Kim Jong-Un, og Arbejderpartiets partisekretær, Kim Yong-Gon, som er ansvarlig for relationerne til Sydkorea.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, havde forinden opfordret de to ærkefjender til at sætte en stopper for den bekymrende optrapning af spændingerne på den delte halvø i Sydøstasien.

Nordkoreas leder satte fredag sine frontstyrker i fuldt kampberedskab og advarede om angreb, hvis ikke Sydkorea indstillede sine propagandaudsendelser.

Truslerne kom dagen efter, at de to lande udvekslede artilleriild over den demilitariserede zone, hvilket satte det sydkoreanske militær i højeste beredskab.

Samtidig har USA, der midlertidigt indstillede en militærøvelse med Sydkorea for med Seoul at koordinere granatilden over grænsen til Nordkorea, genoptaget øvelsen, siger en højtstående amerikansk viceforsvarsminister fredag.

Sydkorea besluttede for nylig at blæse nyt liv i en 11 år gammel tradition med at sende propagandaudsendelser ind over grænsen til Nordkorea via højttalere.

/ritzau/Reuters