Delsejr for Connie H.: CO2-udslip skal 40 procent ned

EU-Kommissionen er onsdag formiddag enedes om at foreslå, at EU i 2030 skal have reduceret sin CO2-forurening med 40 procent i forhold til niveauet i 1990.

Samtidig foreslår kommissionen, at EU sætter et bindende mål om, at 27 procent af energiforsyningen i 2030 kommer fra vedvarende energikilder som sol og vind.

Det oplyser en kilde tæt på kommissionens møde onsdag formiddag i Bruxelles.

Kommissionens beslutning er en sejr for den linje, den danske klimakommissær Connie Hedegaard har stået på over for den mere industrivenlige tyske energikommissær Günther Oettinger.

Det er dog stadig uklart, hvordan det vedvarende energimål kan gøres bindende, når det kun er fastlagt på EU-niveau og ikke som tidligere bliver pindet ud på krav til de enkelte medlemslande.

Det bliver op til forhandlinger med medlemslandene og EU-Parlamentet at finde ud af, hvordan man håndterer at gøre målet bindende. Også de overordnede rammer skal de kommende måneder forhandles på plads med de øvrige EU-institutioner.

Den samlede klima- og energipakke bliver fremlagt af kommissionsformand José Manuel Barroso, klimakommissær Connie Hedegaard og energikommissær Günther Oettinger på et pressemøde klokken 12.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV