Demente mangler livsvigtig gps

Skrevet af admin

01/01/2015

Dagens topnyheder

Flere ældre kunne reddes fra at forvilde sig væk i vinterkulden - og i værste fald omkomme - hvis de blev udstyret med en gps.

Men kendskabet hos plejepersonalet til den nye lov fra 2010 er alt for ringe. Det er erfaringerne i både Alzheimerforeningen og Foreningen af Demenskoordinatorer.

Det skriver Politiken torsdag.

- Der er rigtigt mange forkerte oplysninger derude, og det er alvorligt, at de nye regler ikke bliver klart meldt ud, siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen til Politiken.

Foreningen har samlet en række eksempler på, at de gamle regler, hvor den demente aktivt skulle samtykke, florerer. Det er blandt andet på kommunale hjemmesider, i avisartikler, hvor ansatte udtaler sig efter de gamle regler, i pensum til et Amu-kursus og ikke mindst på Socialstyrelsens hjemmeside.

Især er det en guide udgivet af styrelsen i 2007, der mange steder refereres eller linkes til. Foreningen har også eksempler på, at folketingsmedlemmer henviser til den forældede guide.

- Det betyder liv eller død, og vi ser, at man fra højeste sted misinformerer, siger Nis Peter Nissen til Politiken.

Det vides ikke, hvor mange demente, som har en gps.

Heller ikke, hvor ofte politiet er involveret i eftersøgningen af en dement.

Mens Nordsjællands Politi opgjorde i 2008, at de 112 gange deltog i eftersøgningen af en dement, så anslår Alzheimerforeningen i dag, at politiet på landsplan godt 1000 gange om året eftersøger en dement.

Ifølge foreningen er mindst 15 demente omkommet det seneste år, efter de har forladt deres hjem.

/ritzau/