Demonstranter og politi skyder mod hinanden i Kijev

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

Efter en relativt stille nat brød volden fredag morgen igen ud mellem demonstranter og politi i den ukrainske hovedstad, Kijev.

Således åbnede demonstranter ild mod politiet mellem Uafhængighedspladsen og parlamentet i Kijev, oplyser politiet i en udtalelse.

- Deltagere i massedemonstrationerne åbnede ild mod politibetjente og forsøgte at bryde igennem i retning mod parlamentsbygningen, siger politiet, der besvarede angrebet ved at skyde tilbage.

Sammenstødene sker, efter at landets præsident og oppositionsledere har brugt natten på at forhandle om en fredelig løsning på konflikten, der i løbet af de seneste dage har kostet mindst 77 personer livet.

Den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, proklamerer, at en aftale om en løsning er nået, men både Frankrig og Polen, der sidder med ved forhandlingsbordet, understreger, at løsningen ikke er endelig.

Forhandlingerne fortsætter således fredag middag.

/ritzau/AFP