Demonstranter og politi støder sammen i Kijevs gader

Skrevet af admin

18/02/2014

Mest læste i dag

Situationen bliver stadigt mere blodig i Ukraine, hvor demonstranter og sikkerhedsstyrker det seneste døgn er stødt sammen i hovedstaden Kijev i de værste kampe, siden landet blev erklæret uafhængigt for over 20 år siden.

Mindst 22 personer har mistet livet i urolighederne - heriblandt ni betjente, skriver den ukrainske avis Kyiv Post på baggrund af oplysninger fra indenrigsministeriet og læger.

Mange er dræbt af skud, og en journalist har angiveligt også mistet livet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hundredvis af mennesker er såret i sammenstødene. Nyhedsbureauet dpa skriver, at tallet er helt oppe på omkring 1000 - flere er ramt af chokgranater og er alvorligt kvæstet.

Tirsdag aften genbesatte demonstranter rådhuset, og kampklædt politi stormede protestlejre på Uafhængighedspladsen, hvor demonstranter kastede brandbomber, skød med fyrværkeri og kastede sten mod politiet.

Politiet kørte vandkanoner ind for at sprede menneskemængden. Natten til onsdag indledte uropoliti et nyt angreb og affyrede tåregas mod de demonstranter, der befinder sig på Uafhængighedspladsen. Røg og flammer stiger op fra den centrale plads.

Urolighederne har også bredt sig til andre byer i den vestlige del af Ukraine.

Demonstranter indtog tirsdag aften administrative bygninger samt politiets hovedkvarter i Lviv, og i løbet af natten satte vrede oppositionstilhængere ild til en politistation i Ternopil og besatte anklagemyndighedernes kontor i byen, skriver Reuters.

Oppositionsledere mødtes sent tirsdag aften med præsident Viktor Janukovitj for at finde en løsning på krisen. Men præsidenten er urokkelig og nægter at trække uropolitiet tilbage fra Uafhængighedspladsen, lyder det.

Demonstranterne har i tre måneder forskanset sig i centrum af Kijev. De kræver, at Janukovitj og hans regering træder tilbage, efter præsidenten i december sidste år nægtede at underskrive en samarbejdsaftale med EU.

Der har ellers været roligt i byen den seneste tid, og i weekenden rømmede demonstranterne flere offentlige bygninger, de har holdt besat.

Det skete for at opnå amnesti til en lang række demonstranter, der stod anklaget for at have forbrudt sig mod lov og orden.

Amnestiloven blev godkendt mandag, og en betingelse for dens ikrafttræden var, at demonstranterne skulle trække sig fra regeringens bygninger og rådhuset i Kijev.

/ritzau/AFP