Demonstranter retter vreden mod regeringen efter bomber

Skrevet af admin

10/10/2015

Mest læste i dag

Tusinder af demonstranter var lørdag aften samlet i Istanbul, hvor de råber slagord mod den tyrkiske regering, som de giver ansvaret for de bombeangreb, der har dræbt 95 mennesker i hovedstaden Ankara.

- Gå af, Erdogan, lød et af demonstranternes slagord mod præsident Recep Tayyip Erdogan.

- Mordere AKP, råbte de med henvisning til Erdogans regeringsparti, AKP, mens andre råbte opfordringer til den militante kurdiske PKK-bevægelse om at hævne angrebet.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at omkring 10.000 demonstranter var samlet i det centrale Istanbul.

To formodede selvmordsbombere bragte deres bomber til sprængning, da hundredvis af mennesker var samlet uden for Ankaras centrale banegård til en planlagt fredsdemonstration i protest mod den igangværende konflikt mellem tyrkiske sikkerhedsstyrker og militante kurdere i den sydøstlige del af Tyrkiet.

Foruden de 95 dræbte er 246 såret, oplyser det tyrkiske premierministerkontor sent lørdag.

Demonstrationen i Ankara var indkaldt af prokurdiske og venstreorienterede grupper.

Lørdag eftermiddag og aften var der demonstrationer mod terror og vold i flere andre tyrkiske byer foruden Istanbul.

Også rundt om i Europa var mange mennesker lørdag samlet for at vise deres modstand mod den terror, der lørdag ramte Ankara.

I den franske hovedstad, Paris, mødtes omkring tusind mennesker på Place de la Republique for at fordømme angrebene. De fleste havde kurdisk baggrund, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Demonstrationen var indkaldt af Det Kurdiske Demokratiske Råd i Frankrig, som i en udtalelse "på det kraftigste fordømmer det feje og modbydelige angreb" i Ankara.

I den sydfranske by Marseille var nogle hundrede demonstranter på gaden. Nogle af dem havde skilte med teksten "Morder Erdogan".

I den schweiziske by Zürich samledes omkring tusind demonstranter i bymidten, nogle af dem med skilte med teksten "Stop statsterror i Tyrkiet".

/ritzau/