Demonstranter stopper Frihedspartiets bal

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

En del demonstranter er blevet anholdt i Wien, efter at mindst seks tusinde mennesker sent fredag gennemførte en protestaktion mod det højrepopulistiske Frihedspartis bal i det kejserlige vinterpalads Hofburg i det centrale Wien.

Demonstrationen forløb roligt i det store og hele, men en lille gruppe kom i kamp med politiet og adskillige blev anholdt.

Demonstranterne protesterede mod, at højreekstreme personer fra hele Europa var indbudt til festen.

Det østrigske tv siger, at op mod 10.000 deltog i demonstrationen mod Frihedspartiet, mens politiet anslår tallet til seks tusinde.

Festlokalerne blev beskyttet af op mod 20.000 politifolk, som afspærrede store dele af det centrale Wien.

- Vi har anholdt adskillige demonstranter, og vi har flere sårede politifolk, siger en talskvinde for politiet.

Frihedspartiet var vært for det såkaldte Akademikernes Bal, som er en del af den årlige balsæson i Wien, hvor der danses vals.

Ballet giver hvert år anledning til demonstrationer og sammenstød mellem tilhængere af Frihedspartiet og venstreorienterede modstandere af begivenheden.

Ballet har tidligere haft blandt andre lederen af Den Nationale Front i Frankrig, Marine le Pen, som deltager.

Politiet har forbudt alle medier adgang til det afspærrede område, og alle har forbud mod at tildække deres ansigt i den centrale del af byen.

Frihedspartiets leder, Heinz-Christian Strache, har beskrevet sig selv og andre af ballets gæster som "nye jøder", efter at demonstranter i 2012 truede en del af ballets gæster. Det år blev ballet holdt på Den Internationale Holocaust Minde dag.

Organisationen "Jetzt Zeichen Setzen!" (Tag stilling nu), som kæmper for nazisternes ofre, er blandt kritikerne af ballet.

- Vi er chokeret over, at Hofburg, som tilhører staten, stadig åbner dørene for repræsentanter for yderliggående organisationer fra Østrig og Europa, hedder det i et åbent brev fra gruppen.

Nazi-Tyskland annekterede Østrig i 1938, og landets 200.000 jøder blev udslettet.

Frihedspartiet FPÖ er Østrigs tredjestørste parti og fik 21 procent af stemmerne ved valget i september.

/ritzau/Reuters