Demonstrationer i storbyer mod Israels offensiv

Flere steder i verden var der lørdag demonstrationer til fordel for de civile palæstinensere i Gaza, der de seneste 12 dage har været under israelsk bombardement. Lørdag menes yderligere 45 personer at være blevet dræbt i Gazastriben.

I London deltog op mod 20.000 mennesker i en demonstration, hvor der blev råbt slagord imod Israels militæraktion i Gazastriben, og i Frankrig trodsede demonstranter i Paris og Nice et forbud mod at demonstrere.

Det førte lørdag eftermiddag til sammenstød mellem demonstranter og kampklædt politi i Paris-forstaden Sarcelles.

Frankrigs præsident, François Hollande, havde på forhånd advaret folk mod at gå på gaden, da lignende demonstrationer i sidste uge førte til, at demonstranter forsøgte at storme to synagoger i Paris.

Hollande understregede dog lørdag under sit besøg i det afrikanske land Tchad, at han havde forståelse for, at folk var følelsesmæssigt berørte af de mange civile, der er blevet dræbt i Gaza.

Men præsidentens advarsel hjalp ikke. Det gjorde myndighedernes advarsel om, at det kunne give bøde- eller fængselsstraf at trodse forbuddet, heller ikke.

Demonstranter kastede med sten og flasker mod politiet, der svarede igen med tåregas.

I London forløb protesterne mere fredeligt, men de medbragte skilte efterlod ingen tvivl om, at sympatien lå hos palæstinenserne. "Stop bombardementerne, befri Palæstina" og "Stop Israels apartheid" stod der på nogle af skiltene.

I den indiske del af Kashmir, hvor indbyggerne primært er muslimer, endte en anti-israelsk demonstration med, at politiet skød og dræbte en teenagedreng. Politiet kalder drabet for et "uheld".

Konflikten mellem Israel og Hamas i Gazastriben har medført skarpe reaktioner fra verdenssamfundet.

Dødstallet i Gaza er med 45 dræbte lørdag nu på 341 personer, mens fire israelere har mistet livet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV