Demonstrerende journalister vækker debat om etiske regler

»Der er en utrolig skæv dækning til fordel for kritikerne af offentlighedsloven, og det er et demokratisk problem, fordi medierne har en forpligtelse til at se en sag fra to sider og dække de forskellige synspunkter i en debat. Det princip synes jeg ikke, man forfølger,« siger Mogens Jensen, der lufter sit synspunkt i et debatindlæg i Politiken samme dag, som journalister og ungdomspolitikere demonstrerer imod loven foran Christiansborg.

»Journalister har selvfølgelig ret til at demonstrere. Men det er ikke rimeligt, hvis man driver sine egne personlige dagsordener igennem i spalterne. Hvis en journalist har investeret i udlejningsejendomme og begynder at skrive ensidige artikler om, hvor besværligt det er at udleje ejendomme, så vil der jo også være et lille flag, der rejses med en advarsel,« siger Mogens Jensen, der oplever, at synspunkter til fordel for loven »gemmes væk i debatspalterne«.

Flere chefredaktører, Cavling-prisvindere og nyhedsjournalister har åbent udtrykt kritik af den nye lov, som netop er blevet førstebehandlet i Folketinget og forventes at blive stemt igennem af regeringspartierne, Venstre og de Konservative.

Paragrafferne 24 og 27 får kritik for at indskrænke offentlighedens adgang til at få aktindsigt i ministerier, men der er flere områder, der åbnes op, påpeger Mogens Jensen. For eksempel mulighederne for at få indsigt i kommuner og regioner.

Formanden for SF Ungdom, Carl Valentin (SF), skal tale til dagens demonstration. Han mener også, at dækningen af offentlighedsloven giver anledning til at »huske på mediernes magt«.

»Mediernes dækning har været meget intensiv, der har været virkelig meget fokus på det her spørgsmål i forhold til, hvor mange andre politiske emner, der også er, og det, tror jeg, skyldes, at der er mange journalister, der går op i det her. Det er vel lidt en offentlig hemmelighed, at der er mange journalister, der er imod den her offentlighedslov,« siger Carl Valentin, der dog er »enig med journalisterne«.

»Problemet er jo, at borgerne, journalisterne og andre politikere får mindre indsigt i, hvad der foregår inde i centraladministrationen hos ministrene, og det er fuldstændigt afgørende for demokratiet, at man kan følge med der,« siger han.

Formanden for Danmarks Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, afviser al kritik. Danske medier er grundige og troværdige - også i deres dækning af den nye offentlighedslov, understreger han.

»Jeg kan ikke se, der skulle være nogen grund til at kritisere medierne i den her sag. Som jeg kan se det, er alle kommet til orde i dækningen, så jeg forstår simpelthen ikke kritikken. Hvis Mogens Jensen mener, at nogle regler er blevet overtrådt, må han klage til pressenævnet,« siger han.

Demonstrationen begynder onsdag klokken 16.00.

Dagens Gossip

Dagens TV