Den 31. maj træder det i kraft for disse danskere: Andel deler stor nyhed

Skrevet af Emil Martesen

22/04/2024
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Den 31. maj træder det i kraft.

Dagens topnyheder

I januar 2024 blev det offentliggjort, at energi- og fibernetkoncernen Andel og Lolland Energi Holding havde underskrevet købsaftale om elnettet i Nakskov, så det kan overtages af Andel. Energistyrelsen har nu godkendt overdragelsen af bevillingen til det lokale elnet, og banen er dermed kridtet op til, at de nuværende cirka 8.200 netkunder i Nakskov kan fusioneres ind i netselskabet Cerius og blive andelshavere i Andel. Dette vil forventeligt ske den 31. maj 2024, hvor overdragelsen gennemføres. Det glæder Andels administrerende direktør Jesper Hjulmand sig over:

”Borgere og virksomheder i Nakskov – vores kommende nye andelshavere – bliver en del af en koncern, som er i rivende udvikling, og som tager et samfundsmæssigt ansvar for den regionale udvikling og for den grønne omstilling af energi. Jeg er rigtig glad for, at vi snart kan byde dem velkommen", lyder det fra den administrerende direktør i en pressemeddelelse.

Volumen, udviklingskraft og investeringer
Behovet for at samle elnet i større enheder udspringer af den grønne omstilling, hvor elforbruget vil stige, og produktionen fra solcelleanlæg og vindmøller svinge. Volumen, udviklingskraft og store investeringer i den elektriske infrastruktur er derfor nødvendige.

Jesper Hjulmand fremhævede netop dette perspektiv, da handlen blev indgået:

”En betydelig økonomisk robusthed og de rette kompetencer er nødvendige for at kunne gennemføre de store investeringer og udbygge infrastrukturen, så vi sikrer et energisystem, der også fremover er i verdensklasse”.

Andel har således de seneste fem år foretaget en række køb af elnet i Østdanmark herunder elnettet i Vordingborg i marts 2019, Radius Elnet i september 2019 og elnettet i Hillerød i juni 2021.

For Lolland Kommune er handlen primært et led i forberedelserne til fremtidens krav til forsyningsområdet. Ved offentliggørelsen af salget sagde formand for Lolland Energi Holding, Michael Knudsen blandt andet:

”Vi kan se, at vi i Lolland Forsyning står over for nye store opgaver inden for bl.a. varmeforsyning og levering af teknisk vand til industrien. I den situation giver det god mening at samle kræfterne om udviklingsopgaver".

Nakskov Elnet og Andel har i flere år haft et tæt samarbejde om en række ydelser, blandt andet inden for driftsaftaler og vagtplaner, så de to selskaber kender hinanden indgående.

Supplerende fakta:

  • I handlen indgår cirka 65 km elnet på højspændingsniveau (10 kV), cirka 127 km elnet på lavspændingsniveau (0,4 kV) og 8.200 fjernaflæselige elmålere.

  • Nakskov Elnet beskæftiger fem medarbejdere, som fortsat er relevante for driften af elnettet i Nakskov, og de ansættes i Andels driftsselskab Nexel.

  • Ved handlens endelige afslutning vil Andel udvide sit repræsentantskab med 3 repræsentanter, så Lolland i alt har 11 repræsentanter.

  • Man er andelshaver, hvis man har fast bolig, sommerhus eller virksomhed, der er tilsluttet elnetselskabet Cerius’ elnet i Nordvest-, Vest-, Midt- og Sydsjælland, og på Lolland-Falster og øerne.