Den anholdte fra togangreb havde bånd til Syrien

Skrevet af admin

23/08/2015

Mest læste i dag

De franske myndigheder foretog søndag nye afhøringer af den mand, som øjensynligt ville gennemføre en massakre på et højhastighedstog i Frankrig, da han blev overmandet af tre amerikanere.

Politiet i Paris har under afhøringerne fastslået, at den anholdte havde boet i Spanien og havde besøgt Belgien og Tyskland, og at han havde tilbragt en periode i Syrien.

Hans forskellige opholdssteder understreger, hvor vanskeligt det er for myndighederne i Europa at have kontrol med hundredvis eller tusindvis af ekstremister, hvoraf mange har været i Syrien og kæmpet sammen med Islamisk Stat (IS).

Den 25-årige Ayoub El Khazzani er oprindeligt marokkaner. De spanske myndigheder gjorde i februar sidste år den franske efterretningstjeneste opmærksom på, at han var islamisk ekstremist.

Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, siger, at oplysningerne fra Spanien medførte, at den 25-årige blev opført på en liste, så de franske myndigheder ville følge ham, når han kom til Frankrig.

Da den 25-årige, der kun har gået få år i skole, har et spansk id-kort, har han nydt godt af den frie bevægelighed i de 26 lande, som udgør Schengen-zonen.

I Spanien blev det registreret, at han opfordrede til jihad i moskeer i Algeciras i Andalusien, hvor han også var kendt for at sælge hash.

Ifølge en kilde i det spanske efterretningsvæsen boede han i Spanien i syv år - fra 2007 til 2014.

- Han var i Frankrig en gang. Så rejste han til Syrien, før han vendte tilbage til Frankrig, hvor han ikke blev lokaliseret af myndighederne, selv om de var blevet varslet af deres spanske kolleger.

Derefter var det ingen oplysninger om ham før 10. maj 2015, hvor Frankrig fik besked fra Spanien om, at han var flyttet til Belgien.

- Han boede i Belgien og stod på toget i Belgien med våben, som han utvivlsomt også havde købt der, fremhæver kilder tæt på efterretningstjenesten.

- Hvis det ikke havde været for tre amerikanere og en brite, som tilfældigvis befandt sig i samme vogn som han, kunne han have dræbt og såret et stort antal mennesker.

/ritzau/AFP