Den britiske regering lægger pres på Fifa i VM-sag

Skrevet af admin

26/11/2014

Mest læste i dag

Den britiske regering lægger nu pres på det internationale fodboldforbund Fifa.

Storbritanniens minister for sport, kultur og medier, Sajid Javid, har skrevet til Fifa's præsident Sepp Blatter.

I brevet opfordrer han forbundet til at offentliggøre den rapport, som klarlægger omfanget og beskyldningerne om korruption i forbindelse med tildelingen af VM-værtsskaberne til Rusland og Qatar i henholdsvis 2018 og 2022.

Det skriver den engelske tv-station BBC ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Ved ikke at offentliggøre rapporten, risikerer Fifa ikke bare at skade sit eget ry og rygte yderligere, men også at gøre markant skade på fodbold generelt, siger ministeren til BBC.

Sajid Javid mener desuden, at måden Fifa har håndteret rapporten på "yderligere sætter spørgsmålstegn ved forbundets integritet og gennemsigtighed."

Den amerikanske undersøgelsesdommer Michael Garcia, som har en karriere med store sager bag sig, blev sat til at undersøge beskyldningerne mod Fifa.

Da hans rapport var færdig, offentliggjorde Fifa kun en meget lille del af den. Det offentliggjorte frikender både Rusland, Qatar og Fifa. Men straks efter stod Michael Garcia frem og fortalte, at han ikke kunne genkende ordlyden fra en del, der blev offentliggjort.

Også han opfordrede til, at Fifa offentliggjorde hele rapporten. Det har Fifa imidlertid afvist med henvisning til kilders ret til fortrolighed.

- Jeg forstår godt, at der er udfordringer med hensyn til fortrolighed i rapporten, men det her er en udfordring, som mange offentlige instanser møder, når de arbejder på en åben og gennemsigtig måde, siger Sajid Javid.

/ritzau/