Den dag, hvor du forsvandt, lille Agnes…

Det har norske Eivor et bud på. Hun arbejder til daglig i en børnehave, hvor hun en dag stod ansigt til ansigt med sandheden om Agnes triste blik.

Dagens.dk har helt eksklusivt fået lov til at bringe et blogindlæg af Eivor Evenrud.

Vi så dig allesammen, Agnes. Vi var alle med dig flere timer hver eneste dag. Og vi var alle enige om, at du nogle gange så lidt bekymret ud, lidt træt og var lidt svær at håndtere. På en eller anden måde var du ikke som de andre børn i børnehaven. Nu tænker jeg på, hvordan det vil være for dig i skolen, hvis du bliver ved med at leve i Agnes-verden?

Heldigvis har din familie en god bekendt, der kan aflaste dem lidt og tage sig af dig. En, du kender, Agnes. Og en, der nogle gange kørte dig i børnehave og hentede dig igen. Dine forældre fortalte tit, at du spurgte, er det i dag, jeg bliver hentet, er det i dag? Disse onsdage.

Og det spurgte du også om i børnehaven. Flere gange, før du troede på, ja, det er i dag, han kommer og henter mig.

Så kunne vi fortælle ham, at du havde stået i porten hele dagen og spurgt efter ham, når han kom og hentede dig.

Hun har stået der i flere timer nu, sagde pædagogerne.

En af disse onsdage cyklede du spændt rundt på legepladsen. Du kiggede jævnligt hen på porten og cyklede så videre til en voksen for at spørge, om der var lang tid, til du blev hentet?

Nej, der er ikke lang tid til. Og da du så blev hentet, så satte du stille cyklen fra dig og gik hen til ham, der hentede dig. Du fulgte efter ham ind i børnehaven og ned til trappen ind mod garderoben. Men, dit blik, Agnes. Dit blik, det var ikke dit eget.

Det er som om, der er noget, der rammer mig hårdt i maven, og min omsorg for dig, den trumfer alt, hvad der hedder regler.

Jeg skal egentlig være ude og snakke med dem, der kommer og henter, men denne dag blev jeg nødt til at gå ind til dig.

Jeg går ind til dig og manden. Ind i børnehaven og ned mod garderoben. Der bliver jeg stående og kigger, bare kigger, indtil jeg ser, hvordan alt kollapser.

Du er ikke længere, Agnes. Barnet, der står med manden i garderoben, er ikke et barn, jeg genkender. Manden, der henter dig, han holder dig ikke kærligt i hånden. Han holder dig hårdt i overarmen og snakker med en helt anden stemme, end han gjorde ude på legepladsen.

Og pludselig indser jeg, at du ikke har spurgt til ham hele dagen, fordi du har glædet dig. Jeg ser, at du ikke er spor glad for at være sammen med manden ved siden af dig, Agnes. Du er hunderæd. Dit blik, dit kropssprog, stemmen, og alt det, der er dig. Det er væk.

Hvorfor?

Er du træt eller bare lidt vanskelig at have med at gøre nu igen?

Hvad skal jeg stille op? Skal jeg bare lade dig gå og måske forsvinde helt, Agnes?

Jeg lader dig gå, men jeg ringer også til dine forældre. Jeg er ikke sikker på, hvorfor du ikke bør være sammen med denne mand. Men jeg er sikker på, at nogen må hjælpe dig lige i dette øjeblik.

Og til sidst, så ser vi sig alle sammen, Agnes. Vi ser hele dig, og alt det, der har gjort dig til dig. Det vil tage tid at finde dig igen. Og det vil tage tid at sørge for, du aldrig mere forsvinder. Vi ser dig rigtigt nu. Det var aldrig dig, der var vanskelig at have med at gøre. Det var de andre, der gjorde det uudholdeligt for dig at leve i noget andet end din helt egen verden.

- Eivor.

Dagens Gossip